V E R D E N S M U S I K :

NYT

'Calcutta Chronicles: Indian Slide Guitar Odyssey' er Pandit Debashish Bhattacharya's seneste indspilning, og hvis man synes om den bløde, klassisk indisk, bluesagtige guitar tradition - i øvrigt stærkt influeret af den hawaiianske stålguitar spilletradition - så er hans uforligneligt smukke udgave noget af det bedste. Fra en musikalsk familie, som spillede og syngede både om morgenen og som det sidste før de skulle sove om natten, begyndte han at spille allerede som 3-årig, og han har en fin sans for det åndeligt inspirerende og forpligtende i den lyd, han skaber. Den vandt ham da også BBC's verdensmusikpris for Asien/Stillehavsområdet i 2007. 179.-

 

_______________________________________

 

Læs følgende verdensmusik anmeldelser, på sidste del af siden:

Du kan købe de fleste af de anmeldte titler i Numen Music, men se den korte gennemgang nedenfor over mange af vores verdensmusik titler:

CIRCLE PERCUSSION & ANIMADUTCHI: En blanding der ellers ikke høres: af afrikanske og japanske trommerytmer. En fin indspilning, værd at høre for enhver der interesserer sig for trommespil (læs anmeldelsen nedenfor) 169.-

BRENT LEWIS med sit dansende, musikalske trommespil er fra U.S.A. Han spiller faktisk melodier, rytmiske melodier, på en række stemte trommer, så man næsten ikke kan lade være med at danse til dem. En tilsætning til glæden og et hit i ethvert selskab. Den meget populære Earth Tribe Rhythms (måske vores mest solgte titel overhovedet!) har sin rivaler i de mere verdensmusikalske Rhythm Hunter og Pulse, hvor han akkompagneres af verdensinstrumenter som tabla, fløjte o.m.m. Senest den flotte og populære Thunder Down Under med didgeridoo 115/149.-

AIDA PRESENTS MYTHOS
er ikke egentlig mavedansmusik, men orientalsk-inspireret moderne, flydende, drømmeagtig musik 139.-

GUEM
: Den nordafrikansk-franske gruppe spiller trommer & percussion på deres seneste, Baobab, så man tror det er regn-dråberne, der inviterer til dans. Eller prøv den kendte Best of Percussion, der har fået man-ge sofalyttere op og flytte på sig. 115/169.-

CHRIS HINZE:
Spiller fløjte og keyboards. Altid ex-perimenterende, han har arbejdet sammen med afrikanske musikere, med klassisk indiske musikere, og i det hele taget meget med at skabe meditationsegnet musik - både indadvendt og mere rytmisk udadvendt.
Se under New Age 149.-

LES VOIX BULGARES MED RAY LEMA:
Man ville ikke tro det, hvis ikke man hørte det. Det bulgarske kvindekor synger og Ray Lema fra Vestafrika spiller med sin gruppe. Som om de to musiktraditioner var skabt til hinanden, som om de altid havde gjort dette, i et blidt, flydende, rytmisk fællesskab. CD 169.-

JAN GARBAREK:
spiller saxophone og er en af de virkeligt eksperimenterende jazz-musikere.
- På Making Music spiller han bl.a. sammen med Hari Prasad Chaurasia (fløjte) og Zakir Hussain (tabla), begge fra Indien og John McLaughlin på guitar - et spændende og højmusikalsk sammenspil.
- På Ragas and Sagas spiller han til Ustad Fateh Ali Khan's sang - en vidunderlig blanding af jazz og Pakistansk/Nordindisk blues.
- I took up the Runes er lidt mere traditionel jazz, men han spiller f.eks. Gula Gula (se Mari Boine) så man mærker energien vibrere omkring sig.
- På Madar, høres også Anouar Brahem på oud (se AB under Islam) - et smukt samspil, hvor to af de mest kreative verdensmusikalske artister understøtter hinandens bedste sider - suppleret helt rigtigt af Shaukat Hussain på indiske tablatrommer.
- Næstsidste skud er den nu meget kendte Officium, med koret The Hilliard Ensemble, der nærmest stod på hitlisten i foråret '95 i Danmark. Sidst er Visible World, mere jazz-agtig, men bl.a. med Trilok Gurtu på tabla, Marilyn Mazur på percussion og et langt, smukt nummer med sang af Mari Boine CD'er 169.-

THE MAHABHARATA
: Musikken til Richard Brook's kendte produktion af den indiske episke historie. Med en velassorteret blanding af musikere fra mange lande - bl.a. vor egen Kim Menzer på didgeridoo. Og med Sarmila Roy's uforligneligt klare, rene og smukke stemme. Musikken er en verdens-musikalsk teatralsk blanding, selvfølgelig med hovedvægten på det indiske. 109/169.

LOREENA MCKENNITT: The Mask and Mirror
er stærk, ambient, fusionsmusik. Lidt irsk malerisk, lidt indisk rytmisk. Hun har en smuk stemme, og en kreativ symfonisk-musikalsk stil. Hun laver sange, som man glæder sig til at høre igen 115/159.-

MOUTH MUSIC
: Moderne skotsk vocal-danse-musik - eller kald det bare funky rock. Heather of Rona med Talitha Mackenzie's gaelisk sang er en helt særlig rytmisk oplevelse. Seneste titel: Mo-Di 109/159.-

MYNTA:
Dette er virkelig god indisk-fusion, i stilen med John McLaughlins gamle Shakti gruppe. Efter Hot Madras, kommer de nu med Nandu's Dance (se anmeldelsen nedenunder), igen en fremragende og svingende blanding af indisk musik, rock og jazz. Og allersidst er Live en spændende koncert-indspilning 149.-

SHAKTI fra 1970erne var en samling forrygende musikere, med især virtuos guitaristen, John McLaughlin, violinisten L.Shankar og tablaspilleren Zakir Hussain. Klassisk indisk- jazz-rock er omtrent den mest passende beskrivelse. Deres musik er genudgivet. 159.-

MARI BOINE (se anmeldelserne nedenunder). Hun er Same fra Norge. Hun digter og synger melodisk og nærværende, med en smukt udtrykt kraft i sin stemme , og akkompagneres helt indforstået af moderne rytmiske musikere, så man i helheden mærker og trækkes af polarcirkelens shamanistiske kræfter, og ind i et kulturunivers hvor mennesket er i centrum, hvor det er naturen og jorden, og forfædrenes/mødrenes visdom der dyrkes.
Gula Gula var hendes første, et hit der gjorde hende verdenskendt. Flot og stærk musik: 159.-
Ørnebror, den helt fine Leahkastin, hvor du kan svæve med hende og ørnen oppe i de høje luftlag. Den der nok er vores favorit er live-indspilningen Eallin - og så er der Radiant Warmth, opsamlingen som indeholder hendes bedste numre fra alle disse plader: 169.-

WIMME er finsk same. Hans stemme har en sanselig, flot og rund kvalitet. Ligesom Mari Boine, bliver han akkompagneret af moderne jazz/fusions musikere, men han synger udelukkende i den oprindelige joik-stil, om mennesker (han kender), naturen og dyr, men uden ord! CD 169.-

ANGELIN TYTOT
er 3 finske samerpiger. De synger også med moderne akkompagniment, men i den traditionelle joik-stil. God og glad verdensmusik 159.-

NILS-ASLAK VALKEAPÄÄ
: også same - se under - New Age - Shamanistisk sang.

PLANET DRUM
: Mickey Hart (kendt fra Grateful Dead, men også som skaber af Rykodisc, en af de mest opsøgende og krea-tive verdensmusik plademærker). Her med mange slagtøjsvenner, bl.a. Olatunji fra Vestafrika, Zakir Hussain fra Nordindien, Airto Moreira fra Basilien. De spiller vari-erende og glædesskabende musik. 115/169

RABIH ABOU-KHALIL:
Denne frodige kunstner's musik er meget tilgængelig for det vestlige øre. Hans traditionsbaserede fusionsmusik er et godt eksempel på de fantastiske potentialer af kreativitet og livsenergi, som arabisk musik har, både harmonisk, melodisk og rytmisk - og som den 'verdens-musikalsk' er ved at tilføre vestlig musik.
Han spiller oud, med akkompaniment af nay-fløjten og trommer, stærkt rytmisk og mest traditionelt på Nafas. Med nay, violin og smuk, klar bass, nærmest vestlig-jazzagtigt, på Tarab. Fremragende orientalsk jazz-fusion med bl.a. altsax, trompet og orientalsk percussion på Al Jadida og Blue Camel, og senest The Sultan's Picnic. De sidste to, mener vi, er noget af det bedste - den sidste har i øvrigt også en bluesagtig mundharmonika, og Abou-Khalil selv spiller et sted på en specialkonstrueret bas-oud. 169.-

RY COODER
: 2 meget smukke, helt nødvendige indspilninger, (begge har været på verdensmusik hitlisterne), med guitarister fra andre lande. Talking Timbuktu med Ali Farka Toure (Mali, Vestafrika), og A Meeting by the River med V.M.Bhatt (Indien). For blueselskere! 149.-

TERRY RILEY:
Vi har flere fine titler med Terry Riley, klaver og keyboard mester, der er bare sin egen. The Padova Concert, er noget af hans bedste på prepared piano, bløde og runde kompositioner til "bevidst lytning". 159.-
Og efter 6 års søgen, har vi nu genfundet Shri Camel, på CD. Et flerdimesionelt lydkompleks. Det kunne være, du her lytter til dit eget nervesystems millioner af synapser og elektrokemiske impulser, der arbej-der uafbrudt. Riley har givet dem et smukt rytmisk og melodisk rum at ånde i 169.-

SACRED SPIRIT
er en moderne udgave af indiansk musik. Meget af pladen er til dans, nærmest i discostil, men bemærk hvordan den beholder sin autentiske Native American lyd trods elektronikken. Bevis på, at det gamle godt kan integrere det nye 159.-

YAT-KHAs Yenisei-Punk
(se anmeldelsen nedenunder) er noget af det mest forunderlige, du kan høre fra Tuva, verdens overtonehovedstad. En blanding af solosang, rock og folkemusik, og fyldt med en let og underdrejet humor. Sangeren Albert Kuvezin synger den helt bund-lave kargiraastil, som også de tibetanske munke bruger 159.-

ANDRE WORLD MUSIC TITLER: Se under de relevante afsnit, f.eks.:
Zap Mama (sang) - Africa
Keur Moussa (Messe et Chants) - Africa
Mange titler med didgeridoo - Australia
Balkanology - Europa /Zigøjnermusik
Mastika (Balkan) - Europa /Zigøjnermusik
Najma - India
Bhangra - India
Mustt Mustt (Nusrat Fateh Ali Khan) - Islam/Qawwali
Anouar Brahem (oud) - Islam /N.Afrikansk Rytmisk
Ia Dounia (Hassan Erraji) -Islam / N.Afrikansk Rytmisk
Ondekoza (taikotrommerne) - Japan
Kodo (taiko-trommerne) - Japan
Giora Feidman (clarinet) - Jewish
The Klezmatics - Jewish
Egberto Gismonti (guitar /klaver) - Latinamerika
Antonio Zepeda (lydmalerier) - Latinamerika
Christian Bollmann/M.Reimann - New Age /Overtoner
Keith Jarrett (klavier) - New Age /Europa
Nils-Aslak Valkeapää (joik) - New Age /Shaman.
Gabrielle Roth - New Age /Shamanistisk
Trance Dance (Frank Natale) " "
Music for Zen Meditation - New Age /Fløjte
Sainkho Namtchylak (sang) - Siberia
Coyote Oldman (fløjte) - U.S.A. /Indiansk
R.Carlos Nakai (fløjte) - U.S.A. /Indiansk

Back to top


REVIEWS

from DJEMBE, magazine for cross culture and world music

VARIOUS ARTISTS: 'Sacred Music of the World - Ceremonial Songs & Dances from 30 Cultures'

Skabelsen af musik overalt i verden, har nok altid haft dybe og oprindelige rødder i religiøs praksis. At verden bliver mindre gør også, at sacrale og musikalske traditioner som, for ikke så længe siden, var udenfor både vores rækkevide og vores mere kulturelle opfattelsesevne, idag er meget lettere tilgængelige.

Derfor kan det være både spændende og inspirerende at søge i noget der ligner rødderne - og det vil sige i traditionel sacral musik idag - efter nye ideer, nye muligheder, nye impulser.

Trods titlen så leverer denne dobbelt-CD nu ikke hele verdens sacrale musik, men alligevel giver den en overraskende stor og teknisk set velindspillet og -produceret billede af virkelig mange forskellige kulturers musikalske skikke. Man kan sagtens pege på mangler ved de 30 skæringer: der er ingen kristen musik og kun et enkelt stykke jødisk. Japansk musik fremføres på en enkelt skæring ved Richard Stagg, en vestlig fløjtenist, og australsk sacral musik præsenteres, lidt skuffende, gennem den enkle, summende tonen af en "bullroarer" - eller som den også hedder, en "åndefanger" - og ikke noget med didgeridoo.

På den anden side, kan man glæde sig over, at der er givet masser af plads til meget forskelligt andet godt og spændende. Fra Afrika kan for eksempel nævnes hypnotisk sang fra buskmændene, eller "Qwii"- "de første mennesker", som de kalder sig selv, med de messende kliklyde; og der er mbira tommelfingerklaver i en stærk indspilning fra Zimbabwe.

Der er gode indspilninger med sufimusik i flere af dens mange, meget forskellige former: blandt andet hvirvlende dervishmusik fra Mevlevisekten i Tyrkiet, og qawwalisang og -musik med håndklap fra Indien. Shamanismen er velrepræsenteret med overtonesang fra Mongoliet og kraftig trommedansemusik fra Siberien. Store trommer tvinger den festlige dans frem i bjergene i Filippinerne. Spændende, flere meter-lange bambusfløjter glæder ånderne i Papua Ny Guinea. Store, majestætisk-dybe panfløjter i Inka-Peru husker de døde og beder guderne om held i krig, mens voodootrommer i Haiti og Santeriatrommer og -sang på Cuba, på forskellige måder forbinder mennesket med guderne.

Alt i alt giver CD-sættet, inklusiv ikke mindre end 28 siders cover-materiale, indtrykket af en rundhåndet rejse rundt i nogle af det moderne verdensmenneskes musikalske rødder.

Jack Donen - 2/00

Back to top

MUMBAI DUB COMPANY: 'Dreams of India'

En trance-single fra pladeselskabet Pan, der ellers holder sig ret så kompromisløst til "oprindelig" og seriøs, og det vil normalt sige etnisk musik. Her slår de sig løs, over to numre, i drum'n'bass og Goa trance-verdenen, ved hjælp af indisk sanger og musiker fra Surinam, Droeh Nankoe. Det havde måske været næsten ligeså godt hvis han havde holdt sig til en helt oprindelig, uforstærket lyd - men her kan man, over 19 minutter vandre rundt mellem de oprindelige og de elektriske lyde, fra samplet til rigtig bansurifløjte, ghazal sang, tablas og sitar, og til synthesizerbas, elektriske bækkener og trommer. Resultatet er faktisk ikke helt ueffent.

Jack Donen - 2/00

Back to top

NOMAD: 'Songman'

Nomads første plade under dét navn er en stadig aktuel, rod-rystende, spændende rytmisk blanding af australsk didgeridoo, afrikansk trommespil og indiansk stemme og percussion (se Djembe nr. 16).

Ellers kendt under sit borgelige navn Adam Plack, er Nomad en hvid australier, med en kærlighed og grundig forståelse for det oprindelige. Men også med en særlig talent for at udnytte moderne musikalske muligheder i en sammenhæng, så det gamle virkelig kommer til sin ret.

I modsætning til den første lidt vildt og hårdtkørende plade - og ligeledes til flere andre af hans indspilninger sammen med Johnny "White Ant" Soames - så er 'Songman' en afslappet, nærmest pop-agtig men dybt gyngende indgang til en samling sange, optaget i et afsondret stammeområde i Ramingining, i Arnhem Land, helt oppe i det nordlige Australien.

'Songman' er en hyldest til "Musikkens Ånd" og til "alle de sangmænd- og kvinder der har fast- og opretholdt den rige mundtlige tradition for digtning og sagn, i Australiens oprindelige befolkning." Og godt nok er stemningen og sangene støbt deroppe i "Dreamtime" i Ramingining. Men så kommer overgangen til virkeligheden - vores CD-skabte virkelighed derhjemme i stuen.

For sagen er at CDen i høj grad er blevet tilvirket i studierne i Sydney og især i New York, USA. Hvor den oprindelige sang og didgeridooen har fået lov til at sætte sig på resultatet, netop som stemning, men ellers i en baggrundsplads i forhold til den meget professionelle og velafbalancerede produktion, med synthesizer, masser af god, dyb bas, guitarer og percussion.

Australsk sangmanspop.Skuffende for den der venter et umiddelbart møde med det oprindelige. Spændende for den, der nysgerrigt søger nye muligheder indenfor verdensmusikken.

Jack Donen - 2/00

Back to top

SANTANA: 'Supernatural'

Årets uddeling af Grammypriserne i februar blev et tilløbsstykke, med ikke færre end 8 Grammyer til denne plade der, når alt kommer til alt, klart tilhører den verdensmusikalske popgenre. Det er en plade der viser både, med hvilken styrke latinpræget musik stormer frem overalt i denne tid, samt hvilken styrke der efterhånden, for mennesket år 2000, ligger i udvekslingen og sammenblandingen af kulturerne, på tværs af både landegrænser, hudfarver og generationerne.

Det er den 52 årige meksikansk-født guitarist, Carlos Santana, der leverer beviset for disse påstande, i form af foreløbigt otte millioner solgte eksemplarer af latin-rock CDen "Supernatural". Og hvis ikke nærværende beskrivelse giver nok, så er der altid mulighed for på Amazon dot com, at downloade over 200 textsider, med hundredevis af folkets egne meninger og anmeldelser af pladen.

Foruden Grammypriserne blev CDen sidste måned af 20.000 amerikanere stemt ind som American Music Awards Album of the Year. Derudover har den været 37 uger på Billboards Music Charts, og i seks uger som nr.1 på singlelisten med nummeret "Smooth", skabt af Santana i samarbejde med sangeren Rob Thomas fra Matchbox 20.

Santanas letflydende, lyrisk overlegne og svingende guitar, der spiller blues-rock med tydelige latinrødder, satte sig første gang på den indre nethinde ved Woodstockfestivalen i 1969. Siden fik han succes med LPerne Abraxis, Santana 3 og Caravanserai, folk fortæller ham stolt, hvordan de blev gravide til hans sensuelle udgave af Tito Puentes Oye Como Va, og hans navn er kendt, som han selv siger, i enhver flække i Japan.

Et eller andet skete der imidlertid, og Santana fans, inklusive undertegnede, har siden midten af 70erne oplevet en kedelig ørkenvandring, så de for det meste kun har haft gamle fraser og lidt for unuancerede rytmer at holde sig til. Derfor kan denne CD opleves som en smuk genopblomstring af en gammel kærlighed, der viser hvor levende hjertet og fingrene stadigvæk kan være, i et alligevel ikke så gammelt halvtredserskrog.

Santana er en musiker der synes at give hver en node han spiller, særlig opmærksomhed. Og så er der en følelsesintensitet i strengene han trykker af, der fylder dem med en særlig og yderst personlig blanding af blues og rytmisk glædesfyldt latinsk sjæl, der gør, at man til enhver tid kan genkende hans særlige sound.

Men hemmeligheden bag "Supernaturals" succes og Santanas comeback handler ikke kun om hans anerkendte og enestående musikalitet. Hans producer er den navnkundige Clive Davis - der engang for længe siden skulle have skabt en revolution indenfor jazzen, ved at få Miles Davis til at gå til koncerter med den dengang nye tressergenerations musik. Det var altså Clive Davis der pressede på for at få Eric Clapton med her, som ikon til at berolige Santanas gamle fans. Men han fik derudover et mærkbart antal af den yngre generations musikere med. For det er trods alt de unge lyttere, der går i forretningerne og køber mere end én enkelt CD om året!

Historien forklarer således hvorfor rap- og hip hopfolkene er med på en pæn del af numrene - i øvrigt med et par kiksere imellem, for mine penge især de to skæringer med Wycliff Jean, og Lauren Hill og Cee-Lo. Men pladens velintegrerede 75 minutters helhedsindtryk kan ikke bare forklares væk med dén historie, og andre som den hvid rapper Everlast, Dave Matthews, Rob Thomas og det meksikanske rockband Mana er mixet sømløst og smukt inde i en perle af en ægte verdensmusikalsk plade, til fornøjelse og glæde for enhver smag, og navnlig til fremme for mellemmenneskelig forståelse og påskønnelsen af det "fremmede" i vores allesammens liv.

Jack Donen - 2/00

Back to top

DHAFER YOUSSEF: 'Malak'

For mig har der altid været noget helt særligt ved arabisk-baseret jazz. Kompositionerne er smukt fabulerende, rytmerne skæve, og så har arabisk blues en særlig følelsesmæssig dybde, præget af intensitet der understreger den bløde, altfavnende, al-menneskelige indforståethed - det er følelser som bare tager hjertet med sig.

Tunesisk-født Dhafer Youssef er oudspiller og sanger. Hans sang er tydeligvis åndeligt inspireret, rodfæstet i sufitraditionen, siges det. Stemmen bevæger sig nemt inde i nogle udstrakte, ululerende passager, i en slags længselsfyldt, klangende hylen, som minder en del som præsten på minaretten, som kalder til bøn. Underligt nok mangler hans stemme dog den dirrende, tremolokvalitet som præsten normalt udtrykker, og man kan spekulere over, om ikke årsagen til den mere "jævne", nærmest europæiske kaldetone kan være, at Youssef har levet i Østrig, og arbejdet rundt omkring i Europa de sidste 10 år.

Musikerne på pladen udgør en sandt verdensmusikalsk sammenblanding. Blandt andre, den lyriske tyske trompetist Markus Stockhausen, en fin vietnamesisk guitarist Nguyên Lê, grundig fransk basist Renaud Garcia-Fons, medfølende indisk bansuri fløjtespiller Deepak Ram, sprællende indisk percussionist Jatinder Takur og en indtrængende ungarsk violinist Zoltan Lantos.

Udover Youssefs arabiske baggrund, ligger musikkens klare samlingspunkt indenfor de mere moderne jazztraditioner. Alt i alt en søgende, både rytmisk og følelsesmæssigt spændende rejse til lytteren der giver sig selv lov til en indadvendt og tankefuld aften.

Jack Donen - 2/00

Back to top

CIRCLE PERCUSSION & ANUMADUTCHI: 'Drums of the world'

Jeg tror at enhver der interesserer sig for trommespil, eller sågar for rytme i bredeste forstand, vil kunne finde noget spændende ved denne plade.

Et samspil mellem to meget forskellige traditioner - afrikansk og japansk. Og ikke bare et møde mellem to traditionsrige måder at skabe klangfarver og mønstre af klangfarver på - men også rent rytmisk set, et møde mellem de syncoperede afrikanske, med de oftest mere "straight" japanske rytmer. (Bemærk: syncoperet forstået som det, der sker, når vi skifter vægten fra et taktslag, der normalt er stærkt til ét, der normalt er svagt - eller når vi undlader at accentuere et normalt stærkt slag).

Selv den gamle hæderkronede minimalist, "love him or hate him" Steve Reich, dukker kompositorisk op. Hans - efter min mening - interessante, men følelsesmæssigt tomme strukturer, bliver smukt fyldt ud og komplementerede af det afrikanske element, så musikken for en gangs skyld føles ikke bare hel, men det bliver også en spændende oplevelse, at følge kompositionens udvikling.

Circle Percussion er interessant nok ikke en japansk gruppe, men hollandsk. Den blev dannet i 1973 af musikere inspireret af japanske taiko-tromme grupper som de kendte Kodo og Ondekoza grupper (se Ondekoza anmeldelse andetsteds i bladet). Gruppen her er da også imponerende professionel og vel værd at høre i eget regi. Anumadutchi, også baseret i Holland, er en blandet afrikansk-hollandsk gruppe, der har gjort meget ud af at lære forskellige både afrikanske og vestlige traditioner og instrumenter at kende. Foruden en omfattende brug af djemben her, spilles der blandt meget andet på mbira fra Zimbabwe og timbila-xylofonen fra Mozambique.

Alt i alt et flot og spændende eksempel på ægte verdensmusikalsk fusion.

Jack Donen - 2/99

Back to top

DJIVAN GASPARYAN & MICHAEL BROOK: 'Black Rock'

Jeg er ellers en stor beundrer af RealWorld og dens udgivelsespolitik, men det er svært for mig at lytte til denne plade uden at blive negativ.

Måske er problemet, at jeg i forvejen kender den armenske Djivan Gasparyans duduk - oboe-lignende - fløjtespil udmærket godt. Fra hans gennembrudsplade "I will not be sad in this world" og opfølgningspladen "Moon Shines at Night". Jeg kender hans uendeligt følsomme udlægninger af sit lands folkemusik. Hans omsorg for hver eneste tone, for klangfladen, for de høje følelser han omtaler i sine sange.

At omgive ham med massiv, oftest rockagtig dunkende bas og skarpe trommer, og med overdrevne teatralske effektsøgende klangflader, viser i mine øjne, en manglende forståelse for, at hans egne virkemidler kan være blide, men at de alligevel faktisk er stærke. Og at de ikke tåler særligt meget påtrængende anderledes stof oveni, før de bliver smadrede. Dette her ligner desværre B-film-stemningsmusik.

Michael Brook har flere gange tidligere brugt en etnisk musiker, for at omgive denne med sin egen musikalsk verden. Hans eneste - til gengæld rygende - succes, i min mening var hans første samarbejde med pakistanske Nusrat Fateh Ali Khan, på titlen 'Mustt Mustt'.

På nærværende plade prøver han kræfter med en af 1990ernes store 'fund', som for tiden synes at stå på programmet, med et enkelt nummer eller to, sammen med en hel del forskellige af verdensmusikkens topnavne. For eksempel på Sainkho Namtchylaks nye CD, også anmeldt i dette nummer.

Hvis du vil have en virkelig oplevelse med Gasparyan, få den klart og enkelt og lige ind i bevidsthedstavlen på én af hans ovennævnte soloplader.

Jack Donen - 2/99

Back to top

SAINKHO NAMTCHYLAK: 'Naked Spirit'

Sainkho er en slags multi-sanger fra Tuva, republik i det sydlige Siberien, grænsende til Mongoliet. Det er et land hvis særlige krav på verdensmusikalsk berømmelse beror i, at det er et hjemsted for overtonesang og -musik.

Sainkho synger da også lidt overtonesang, men hvor hendes bedsteforældre var nomader, så er hun avant-garde musiker, uddannet i det gamle "Riges" centrum, i Moskva.

Sainkho har en stemme der, inklusiv under- og overtoner, spænder over næsten lige så mange oktaver som klaveret! Og hun bruger den, ofte med udgangspunkt i sin oprindelses folkemusik, til at lege med lyd. Og så på en ret sofistikeret måde, med musikere der også kender legen. Foruden armensk duduk fløjtenist Djivan Gasparyan på et enkelt nummer, har det italienske Amiata brugt seks "lokale" musiker, der imponerer med deres åbenhed og den fint harmoniske måde, de hænger sammen, og sammen med hende, på. Der spilles på instrumenter som shamansk tromme, tabla, conch, mundharmonica, lidt klaver og på det to-strengede igill.

Tilsammen skabe de en musik, der har et stærkt og varieret stemningspræg, avant-garde men altid med et godt stænk Siberien. Sainkho bruger sin stemme med intensitet, til at synge lyrisk og følelsesfuldt, men også ofte til at udtrykke stærke følelser med råb, og så hendes speciale, de høje skrig. Og så synger hun overtoner et par steder i den helt dybe kargiraa-stil.

Problemet med Sainkhos udgivelser, fra mit synspunkt, har altid været at hun ikke har fundet en egen stil, men eksperimenterer konstant med sin stemmes muligheder. Jeg sætter pris på ikke at blive udsat for først det ene og så det andet - på egentlig musik, og ikke på spredte forsøg. Og denne plade er faktisk noget af det bedste og mest helstøbt jeg endnu hart hørt fra hende.

Jack Donen - 2/99

Back to top

MANIACS vs SHARKIAT: 'Don't climb the pyramids'

'Genfødslen af arabisk popmusik', hedder det i promomaterialet. Eller stærk arabisk, elektrisk rockmusik, kan man også sige. Lidt mærkeligt at høre teksterne på engelsk, men lad gå.

Pladen er resultatet af et samarbejde mellem de to grupper, de tre vistnok overvejende arabiske musikere fra Maniacs, der er baseret i Geneve. Og de syv egyptere fra Sharkiat. Optagelsen er lavet i et gammelt studio i Cairo, og stemningen er derefter: teknisk og musikalsk pænt raffineret, men alligevel råt og pågående, gennemført rytmisk så det mærkes i fodsålerne.

Hvis du mangler noget nyt i musikkartoteket til dit etniske dansediskotek, så er det her det sker.

Jack Donen - 2/99

Back to top

JAN GARBAREK: 'Rites'

Saxofonisten Jan Garbarek er en stjerne, men han må sgu også finde sig i at blive kaldt en wailer. En højt flyvende wailer, til sine tider lyrisk og legende, til andre tider skarpt skærende. Men en wailer er han. Det vil ifølge ordbogen sige, én der jamre sig, hyler, klager.

Og enhver der har haft børn ved, at barnets gråd sommetider kan udarte sig til noget i retning af et selv-hypnotiserende spil, der uden mening kører bare afsted. Hvis ikke det standses med autoritet. Garbareks musik fungerer da også bedst, i mine ører, når han har en jævnbyrdig med- og også modspiller. På denne dobbeltplade holder han imidlertid, med meget fast hånd, styr på sine "medspillere", i ret så fastlagte strukturer, mens han selv står frem og spiller sine klagetoner.

Marilyn Mazur, på percussion på de fleste numre, er den der kommer nærmest en modspiller, der har sin egen påvirkning på musikken. Og dér hvor hun står stærkest, er musikken også bedst. Bugge Wesseltoft på synthesizer leverer også sine steder nogle fantasifulde lydeffekter.

Begrebet 'Rites' lægger ganske vist op til noget ritualistisk, shamanistisk, hypnotiserende, og der er faktisk masser af fine ideer, fine kompositoriske strukturer på pladen. De får bare ikke lov at udvikle sig frit. Formålet med en ritual er ellers altid, i større eller mindre grad at skabe en fast struktur, et fundament eller et udgangspunkt, hvorfra "initiaten" kan gå ud og opdage nogle nye dimensioner ved livet. Og Garbareks spil tangerer ganske vist noget anderledes på startnummeret på anden CD, 'It's high time' (sic!), hvor der er kraftige, rullende rytmer, og han folder sig ud med en vis glæde og åbenhed. Men det holder ikke, det var nemlig det korteste nummer på de to CDer, og han går hurtigt tilbage til det satte og fastlagte. Synd.

Jack Donen - 2/99

MODIFIED: 'Morpha' med mere

CD-ROM for Mac & Windows

Back to top

Hvad er man i gang med idag på den musikalske multimediefront?

'Morpha' er en stor samling techno-baseret lydeffekter og billedflader, som kan sammensættes efter eget ønske, leges med, eller som kan downloades og blandt andet ligge som rent lydflade, der spiller i baggrunden, mens du arbejder på PCen. Så nu er din chance kommet.

Modified er en engelsk multimedia gruppe, og deres CD-ROM tilbud på 220MB er bestemt kun for techno-fans.

For eksempel er der "6 fully interactive re-codes of frEQuency and Chillas in one kicking package". For at beskrive bare et af dem, så får man pludselig 42 små glimtende billeder, der skiftes ud i takt til de hurtige technorytmer. Rør ved et billede med musen og det drejer om sin egen akse eller skiftes ud på stedet med andre billeder i svimlende fart. Klik med musen samme sted og få en ny breakbeat, der ellers slår inde i hovedet på dig fra surround sound lydkomplekset omkring dig. Eller du kan tilføje, eller fjerne, trommer eller andre lyde fra mixet. Eller på en anden re-code, tag fat i et billede med musen og "male" kopier af det i et tæpperlag rundt omkring på skærmen, mens en mandestemme igennem technoen gentager "it's brutal - it's brutal".

Muligheden er at mixe de forskellige lyde i uanede hundredevis af kombinationer. Begrænsningen er, at alt er foruddefineret. Og problemet er selvfølgelig, at selvom der tilsyneladende er mange muligheder, så virker det hele ens: hurtige, hårdtslående elektriske rytmer, og enkle lyde der bare fortsætter derudad, mens intet kan standse den vanvittige udskiften af små billeder.

Om fem år vil Modified forhåbentlig også synes det er primitivt.

MORPHA: 'Terra Musica - Global Explorer II'

'Terra Musica' er en dobbelt - mest audio - CD, en opsamlingsplade med verdensmusikalsk technomusik, hvor prisen er som for en enkelt almindelig CD. Som ekstra gave på plade nummer to findes, foruden 10 rigtige technogruppers musikskæringer, en multimedia CD-ROM afdeling. Her får man et spil, et musik-billede-mix som den på 'Morpha', anmeldt ovenfor, samt et mere avanceret mix, hvor man selv kan styr tingene, og også får instrukser "to produce your own 'groove cruisers' - smart, generative musik apps (applications: redaktør) which evolve over time to produce ever-changing background music".

På www.modified.com can derudover frit downloades masser af andre interaktive musikapps, utilities og demos. Ikke mindst: det hele kan mixes med ens egne indspilninger og samples.

Det bedste ved hele pakken - hørt igennem denne forældede sæt øresnegle på kørestole - er nogle rimeligt musikalske skæringer med arabisk- og indisk techno. Blandt andet én med Natascha Atlas, hvis nye CD 'gedida' er anmeldt andetsteds i bladet. Her høres hun med Transglobal Underground. Bland flere andre der kan nævnes, er Emperor Slys reggae-, Somatiks indisk-arabisk- og The dub Factorys bhangra mix.

For mig stadigvæk alt for ensartet, for technofolket fås der virkeligt noget for pengene her.

Jack Donen - 2/99

Back to top

GÉRARD WIDMER & WILLI GRIMM: 'Dome'

Gérard Widmer er multikunstner, der også spiller fujara. Og fujara er et slovakisk folkeinstrument, en slags hyrdefløjte der stammer helt tilbage til det 10.århundrede.

Det består af et 165 - 180 cm. langt trærør, med tre huller og et lille ekstra rør fastbundet to tredjedele af vejen op, hvorigennem spilleren puster, som i en blokfløjte. Resultatet bliver en slags kraftigt forstærket, men lidt enkel fløjtelyd, der rækker både lavt og højt, og som producerer mange overtoner.

Oplagt til at gå ind i lytterens energetiske system, og påvirke det. Og det er det, der kan ske med den første plade, 'Dome', hvor Widmers fujara deler plads med Willi Grims enkel men effektive didgeridoo-spil.

Musikken synes at kunne være god til at rense ud, for eksempel i solar plexus området, hvor vi bliver så stærkt - og ofte uvilligt - påvirket af vores følelser, vores emotioner. Samtidig synes den også at kunne give en oplevelse af udvidelse, hvor man mærker noget mere end bare sin fysiske krop, men også noget af sit energisystem.

Det er det, der hedder healing. Når en sådan påvirkning fungerer bedst, så gør det, at man mærker sig selv, på måder man måske ikke er vant til. Det kan siges, at den fører én "tilbage til sig selv" til en oplevelse af at mærke noget i retning af kernen i sig selv. En stærk oplevelse - der er en ro og fred i det, der i sig selv virker behagelig og velgørende.

GÉRARD WIDMER: 'Fujara &'

Widmers anden plade 'Fujara &' virker mere eksperimenterende. Nogle steder spiller han med børnestemmer i baggrunden, på andre skæringer akkompaneres han af klaver eller violin eller keyboards, eller af en mande- eller en kvindestemme. Det er den slags avant garde musik der virker en tand for følelsesladet på mig, og ikke helstøbt, med nogen bestemt samlende ide.

Selve lyden af instrumentet er en stærk oplevelse. Som didgeridooen er der noget arketypisk over den, der gør, at lytteren bliver opmærksom, bliver påvirket.

Jack Donen - 2/99

Back to top

Shamanism today

PAT MOFFITT COOK: 'Shaman, Jhankri & Néle - music healers of indigenous cultures'

Book & CD ellipsis arts CD 3550

The health of the people begins with the Creator, then transforms to Natural Laws which then become our obligation to fulfill. The Creator gave us Natural Laws and spiritual beliefs for our protection and to help us maintain our health and wellness. For every right there is a responsibility. We cannot have one without the other. These laws govern all our relations which mean the whole of the earth including the sun, moon, stars, sky, wind and rain. We believe we are a part of the whole Creation and not separated from it. We are part of the cycle of nature whose laws are timeless and unchangeable. Native laws are based on natural law in that our institutions are designed to flow with nature rather than subdue or control it.

Chief Germaine Tremmel, Lakota Nation

Speaking at the fourteenth session of the United Nations Working Group on Indigenous Populations, July 1996.

Pat Moffitt Cook is a pioneer in the use of crosscultural music in traditional and alternative Western health care. She is a teacher, musician and author, and an impressively articulate ambassador in the world of sound-healing. An ambassador acting on the one hand to gather and record the sound-healing techniques of the often disappearing, so-called primitive cultures, and on the other hand to transfer and adapt them into a Western framework.

This book tells very shortly, over a few pages each, about the lives and work of eighteen music healers. Not only that, Cook allows them to tell in their own words, their perception of how and why, what they do works. Necessarily compressed, the book is an impressively poetic document, recording the often belittled philosophies and values of some of the most ancient cultures of the world.

Why defend shamanistically based cultures that no longer have survival value? Perhaps for the very reason that they have survived for tens of thousands of years, until now. And that we are not all that certain of our own survival. It could be that we could learn something from them.

One of the major changes in the life of the individual today, compared to a century or two ago, is mobility, the ability to move around more or less at will. And one of the major social consequences of this rootlessness has been the tendency to a noticeably non-supportive isolation of the individual. So that the culturally accepted rootlessness, as a consequence, tends to make the individual insecure, a fugitive in his or her own social world.

Interestingly enough, the old values we have lost are quite massively the spiritual ones. We have distanced ourselves from ways of thinking where the world we live in, is a whole, a unit of which we are just one part. Not it's rulers or owners, as Western culture has liked to teach. Science and technology utilise the analysing mind of us humans, to break things down into their individual parts. The spiritual is a way of finding wholeness, where human consciousness for many reasons, tends to create the experience of being separate, separated from the security of a sense of meaningful wholeness.

Thus one finds in the ways of the ancient healing traditions, repeated again and again, the concept of man, and of each individual, as being part of an unseen, interconnected tapestry of souls, of all sorts and kinds. Where visible nature, including man, is intertwined with invisible forces that affect us. And that can make us well or ill, depending on the quality of our contact with them. Close or distant, accepting or dominating. Are we willing or unwilling to adapt to these forces, to see them at all, and let them in to our lives. Because they are there, want them or not. In fact, our lives are in large part ruled by forces we have little influence over.

Considering that many of the folk-healers described in the book come from relatively remote and isolated parts of the world, it is impressive to see how conscious many of them are, of the differences between their own and the Western, technological-economically oriented cultures. Able to articulate the advantages of Western medicine, while adhering to the reality of those complementary dimensions, which they deal with in their everyday work.

The eighteen shamans interviewed in the book, and whose work has been recorded and can be heard on the CD, are mostly from the North and South Americas, from India, Tibet and Central Asia, and unfortunately one must look in vain for material from the African continent.

The CD is relatively superficial, giving only a short impression of each shaman's voice and music, since there are only a few minutes available on it to demonstrate the work of each shaman. Though richly illustrated with photographs, the book also, with space for only a few pages describing each of the eighteen shamans, gives no more than a superficial picture of the many indigenous cultures and their values.

The combined strength of the book and CD is more in Pat Moffitt Cook's ability to draw us into the experience of each of these wise men and women, and to help us to share in a small shadow of their experience. Thus inviting to further participation in the experience of shamanistic oneness with the invisible dimensions of our world, which the shaman deals with in his everyday work.

Jack Donen - 12/98

Back to top

ACID QUEEN - FEATURING SISI LAVA SISI AND EGYPTIAN CLUB: 'Tranzania'

Denne CD er resultatet af et meget sympatisk projekt til støtte for tanzaniske musikere, komponister og tekstforfattere. Det er et projekt der betales hovedsageligt af NORAD, den norske udgave af DANIDA, og som køres i et samarbejde mellem pladeselskabet Kirkelig Kulturverksted, den norske radiostation P2 og den norske Strømme Fond.

Meningen er at støtte musikernes uddannelsesmæssige, økonomiske, og praktiske muligheder i Tanzania, især igennem en styrkelse af den tanzaniske musikerorganisation, Chamudata. Fortjenesten ved salget af CDen går således til at støtte projektet.

CDen blev til ved at to norske technomusikere fra Acid Queen var nede og møde og indspille to lokale tarabgrupper, 'Sisi Lava Sisi' og 'Egyptian Club'. Tarabgenren kommer oprindeligt fra øen Zanzibar, men er nu også blevet populær i såvel Dar es Salaam som op ad hele kystområdet i Tanzania og Kenya.

Udfra den forklaring, synes jeg det er svært at kritisere en plade der i al væsentlighed er en lidt ambient, ret god technoplade, der har fået tilføjet lidt fremmed afrikansk kolorit.

Jeg tror faktisk at den største skuffelse for mig er at de afrikanske rytmiske muligheder næsten ikke bliver udnyttet. Men dét er måske en romantisk drøm, hvor techno er involveret. Ellers må man sige, at som egentlig technoplade synes den at fungere udmærket. Den kører derudad med den ambiente technos monotone og lidt, men dog ikke alt for hårdtpumpede rytmer. De afrikanske musikeres sange er lydmæssigt klart henvist til en baggrundsplads, men er alligevel blevet grundlag for mange flotte og smukke melodiske temaer. De efterlader faktisk en slags lyrisk stemning, der flyder i rummet også efter at musikken er stilnet af.

Håbet må være, at projektet her styrker blandt andre tarabmusikerne så godt, at vi heroppe i den første verden får hørt en del mere til dem - og gerne for min skyld med et stænk, men kun et stænk, vestlig påvirkning.

Jack Donen - 12/98

Back to top

ANOUAR BRAHEM: 'Thimar'

Denne er en indspilning, der må placeres lige midt i kernen af god musik, den bedste musik der kan høres idag. Den er levende nutidig, men i den bedste tradition for stor kunst så er den også tidløs i dens udtryk og stil.

Samtidig er det musik med et så klart præg af stilhed og ro, at den - sammen med enkelte andre ligeså bemærkelsesværdige indspilninger, som for eksempel Tony Scotts 'Music for Zen Meditation', Miles Davis 'In a Silent Way' og Ry Cooder og V.M.Bhatts 'A Meeting by the River' - indlysende nok, har sit eget hjørne at udfylde i verdensmusikkens rum. Også på trods af at der kan være en del der, på grund af de manglende faste rytmer, sagtens ville kunne undvære den i deres liv.

Men gaven på 'Thimar' - som betyder "frugter" - til os andre, er fra tuneseren Anouar Brahem, med sine pragtfulde kompositioner og oudspil, i samspil med de to velansete engelske jazzmusikere John Surman på sopransax og basklarinet, og Dave Holland på bas.

En stor og anerkendt musiker, Anouar Brahems spil er sanseligt tænksomme, på sin stille vågne facon altid dynamisk og skarpt levende, en spændende blanding af arabisk udtryk, med den spanske flamenco. Han er grundigt uddannet i den klassiske tradition i sit hjemland, men han har haft en klar tiltrækning til andre kulturers musik, og måske især til jazzen. Det kan høres i flere af hans tidligere indspilninger: Mindeværdigst har været 'Madar', med den norske saxofonist Jan Garbarek og den pakistanske tablaspiller Shaukat Hussain, og 'Khomsa' med blandt andre flere skandinaviske og franske jazzmusikere.

I John Surmans spil hører man gamle påvirkningerne fra John Coltrane, hans musik er lyrisk og melodisk, og han følger de linier han skaber med en kærlig omsorg der blander sig bare smukt med Dave Hollands bløde og runde baslyde.

Den manglende trommeslager giver måske det vigtigste fingerpeg om, hvilken verden vi går ind i, på 'Thimar'. Men tag ikke fejl, musikken er slet ikke a-rytmisk, men til gengæld blød og indadvendt, lyrisk syngende og oftest svingende på den særlige, snoede arabiske facon. Den drejer og folder og vikler sig ind og ud - giver ørene og hjernen og den indre krop noget at bestille et eller andet forunderligt sanselig-følelsesmæssigt sted. Det er et sted der vækker lytteren og giver en gensynets glæde, hver gang man får lov at opdage at man lytter til noget så virkeligt og menneskeligt som det kan være.

Det er selvfølgelig først og fremmest nogle usædvanligt dygtige musikere der mødes her, men derudover er deres særlige præstation at de netop mødes, de lytter nøje til hinanden, og deltager i en fælles udforskning af det musikalske rum, der har udgangspunkt i Brahems arabisk-prægede kompositioner.

Et sjældent møde der udvikler sjælden musik til gunst for os andre.

Jack Donen - 9/98

Back to top

VARIOUS ARTISTS: 'le Flow - the definitive French Hip Hop compilation'

Rap på fransk? Ja, det fungerer faktisk, med "galliske rytmer" fra Akhenaton, Doc Gynéco, Ministére Amer og mange andre kendte og ukendte grupper. Og så sælger det! I Frankrig.

Franske hip-hopplader udkommer i 10 gange så store oplag som for eksempel de engelske! Et noget påfaldende resultat af franskmændenes forsøg på at redde deres egen kultur ved brug af lovgivning, må man konstatere. Franske radiostationer har nemlig påbud på at spille mindst 40 procent fransksprogede sange. Så her kan man fastslå at franske musikere, med støtte fra det offentlige, har kunnet forvandle amerikansk rap til fransk kultur.

'le Flow' er da også et forsøg fra Virgin på at få fransk rap ind på det engelske marked, med 16 skæringer der omfatter både de bedste og de nyeste og mest spændende grupper - og så kan problemet kun være at det meste af England ikke ville kunne forstå hverken det første eller sidste ord der rappes i ørene på dem.

Selv virker mine ører sådan, at jeg altid lytter efter musikken, sjældent til teksterne, lige meget hvilket sprog der tales. I forhold til rap betyder det desværre, at underholdningsværdien bliver småt. Rap er til digtere og musikken her kommer i anden række - så det oftest bliver til nogle yderst enkle melodilinier, suppleret af spændende og kraftige men ligeså enkle og ensformige baslinier.

Så derfor påskønner jeg skæringen hvor raggaveteranen MC Janik giver en smuk jamaicansk luftighed til Doc Gynécos skæring, eller for eksempel den bluesguitarlinie, der går igen på Afrodiziacs nummer.

Dejlig, kraftig rytme er der masser af, men dens monotone udførelse, samt den alment manglende musikalske udfoldelse gør, at pladen umuligt kan få mere end de tre djember fra mig.

Jack Donen - 9/98

Back to top

MAHMOOD KHAN - featuring USTAD NUSRAT FATEH ALI KHAN: 'Only One'

Nusrat Fateh Ali Khans sidste indspilning, står der på coveret. Det viser sig, at fire af de ni skæringer er baseret på NFAKs uforlignelige stemme, og at han giver sig her til at synge ghazal, kærlighedssange. Det vil sige, at vi får en egentlig indisk udgave af verdensmusikalsk fusionsmusik. En slags blød indisk techno, der kører derudad og let flytter kroppen, med catchy melodier og med faste trommeslag til erstating af de kendte qawwali tranceskabende håndklap.

Pladen kunne næsten have været en fin efterfølger for NFAKs ældre verdensmusik klassiker, 'Mustt Mustt', som han lavede sammen med Michael Brooks helt tilbage i 1990. Men den består desværre ikke kun af mesterens stemme med dens magtfulde indvirkning på musikken. På de sidste fem numre minder de syv musikeres anstrengelser mest om billig synthesizer musik, og Mahmood Khans svage stemme om en teenager, der forsøger en østerlandsk efterligning af Leonard Cohen - som i forvejen ikke lige er denne anmelders yndlings kop te.

På dette grundlag må tildelingen af stjerner klart være delt i to selvstændige kategorier - utilfredsstillende og en kattesmilende meget tilfreds.

Jack Donen - 9/98

Back to top

DR. DIDG: 'Serotonality'

Det var Graham Wiggins, som sammen med Martin Cradick i gruppen Outback - se også anmeldelsen af Cradicks nye CD her på siderne - var med til virkelig at gøre didgeridooen verdenskendt i begyndelsen af halvfemserne.

Musikken de spillede var imidlertid meget folkemusikpræget, og måske skulle Wiggins - egentlig dr.phil. i fysik fra Oxford - først inkarnere sig som Dr. Didg, for at kunne udfolde sig som en af verdensmusikkens store navne og egentlige nyskabere. For siden hans første CD i eget navn, den meget elektrisk- og rockpræget verdensmusik CD 'Out of the Woods', har Wiggins hverken set tilbage eller stået stille.

Han fortæller hvordan 'Out of the Woods' blev udviklet ved spil på fortorvene og gaderne rund omkring i England, mens gruppen på den nye indspilning har haft en anden slags omgivelser som udgangspunkt og læreplads.

På denne plade består gruppen Dr. Didg først og fremmest af Wiggins selv på både didgeridoo, melodica og synthesizer/keyboards, samt Ian Campbell, trommer, Mark Revell på guitar og lidt "analog synth", og Tim Harries på bas. Og Wiggins beskriver hvordan numrene dennegang har modnet og udviklet sig igennem at spille i værtshuse, klubber og ved udendørs koncerter. Steder hvor der er en meget gensidig kontakt med publikummet, og hvor det drejer sig om at få folk til at få lyst til at danse.

Og ingen tvivl om det, denne nye fusion af verdensrock og riffende jazz, Wiggins elektriske looping af levende didgeridoo lydsamplinger mens de spiller, det hele blandet med lækker percussion og akustisk didgeridoo - det ER netop noget der inviterer enhver, også bedstefar og bedstemor, til at flytte på selv deres dovneste fødder og på kroppen.

Enjoy!

Jack Donen - 6/98

Back to top

BAKA BEYOND: 'Journey Between'

Guitaristen Martin Cradick er den anden kendte musiker fra den gamle Outback gruppe, der siden virkelig har udviklet sig til verdensmusikstjerne i løbet af halvfemserne (se også Dr.Didg anmeldelsen her på siderne).

I nogle måneder omkring 1993 boede Cradick hos Baka pygmæerne i junglen i Cameroun, og bagefter samlede han hele to plader der blev spillet meget i verdensmusikkredse. Det var pygmæernes egen musik og sang på 'Heart of the Forest', og så hans 'Spirit of the Forest' hit, en gennemført fusionsplade med pygmæ musik i en slags europæisk folkemusikblanding. Siden kom 'The Meeting Pool', som mere var follow-up, end det man kunne opleve som en nødvendig plade.

Nærværende indspilninger er til gengæld en ny flot præstation, en lyrisk-harmonisk sammenblanding af musik og musikere fra forskellige afrikanske og europæiske traditioner - i øvrigt med en lille udstikkersang, med kinesiske træk, til en påfugldans fra Bhutan i Himalayaerne. Men det er betegnende, at selv de afrikanske komponenter er klart geografisk adskilte i deres oprindelse, men hænger enormt godt sammen i Cradicks fusionsmusik. Blandingen består i al sin enkelhed af ghanesiske percussionister mixet sammen med senegalesiske sangere, og med bidder af de gamle Baka-rytmer, og så er der sange fra Hebridæerne. Altsammen tilføjet nogle steder de keltiske ingredienser, med sange og melodier og især rytmer fra både Skotland, Cornwall og Breton.

Og det fungerer, som sagt. Med klingende guitar, folke-blues på violin, afrikanske trommer og percussion i et blødt, rytmisk løb. Lyden af gammel og ny Vestafrika, junglen i Mellemafrika, hurtige hoved-nikkende zimbabweanske jitrytmer er der da også, og så det keltiske element med snurrende dansereels og længselsfyldt keltisk kvindesang.

Glidende, pulserende rytmer i et stemningsfyldt mix, der viser hvordan bare én mand og hans band kan få verden til at hænge smukt musikalsk sammen, på en måde så vi andre kan nyde at være med.

Jack Donen - 6/98

Back to top

RABIH ABOU-KHALIL: 'Odd Times'

Hvis man er glad for både arabisk og jazz musik, så er Rabih Abou-Khalil den musiker, der altid med spillevende opfindsomhed skaber den mest selvfølgelig fusion af de to genrer.

Abou-Khalils instrument er den arabiske oud, et ord som titlen, 'Odd Times' bl.a. spiller på, foruden de forunderlige arabiske taktarter/tids-inddelinger. De bærer på luftige, hvirvlende melodilinier, så man flyttes uafværgeligt og hypnotisk af musikken, til en verden af østlige sanser, syn, dufte og lyde.

Denne indspilning er nu alligevel anderledes end hans seneste, 'The Sultan's Picnic', 'Blue Camel' og 'Al-Jadida'. Pludselig mangler der de moderne "klassiske" jazzinstrumenter, saxofon og trompet. I stedet har han her, foruden percussionisterne Mark Nauseef på trommer og Nabil Khaiat på rammetrommer, Michel Godard på tuba, som også virker mest som rytmeinstrument og Howard Levy på sin bluesagtige mundharmonika.

Resultatet er overvejende en mere indadvendt musik end man ellers er vant til. En musik som I første omgang kan virke noget mere enkel og stille, endda stillestående, for den utålmodige lytter, som undertegnede da også var i begyndelsen. Men jeg kan råde dig til at slappe af og falde til ro - være tålmodig. Musikken belønner nemlig rigeligt den, der tager sig tid til at lytte indad, og fange de mange detailler, den byder på.

Jo, den er forholdsvis indadvendt. Men her igen har denne mester altså valgt fine musikere og skrevet smukke melodier, der underholder og løfter, og som tager lytteren der lytter, ud på en usædvanlig og spændende rejse.

Jack Donen - 2/98

Back to top

IBEN & IAN BRODERSEN: 'Konkylie'

Indspilningen er en usædvanlig flot debutalbum fra søskendeparret Iben og Ian Brodersen på violin og klaver/keyboards. Med hver sin baggrund, i henholdsvis klassisk- og pop-rockmusik, skaber de her noget helt nyt, der går langt udover de nævnte musikgenrer. Ny musik må sådan noget hedde. Og sammen med percussionisten Tira Skamby Madsen, blandt andet uddannet i Cuba, og uanset genrebetegnelsen, så kommer der en velafrundet og -sammenspillet 52 minutter ud af det.

Lyrisk melodisk, om det er tango, moderne klassisk, pop eller folkemusik det lyder af, om det er med tænksom ambience eller legende rytmer, så møder violinen både klaver, keyboards og rytmerne, med en konstant udforsken af musikalske muligheder.

Der er to af de 11 numre, hvor Ian Brodersen underholder med sang, og hvor det pludselig er ORD, og ikke musik, der gælder. Med undtagelsen - for denne anmelder - af disse to stykker, så har pladen den gennemgående meget fine kvalitet, at selv når man bare lader den spille i baggrunden, så påkalder den regelmæssigt opmærksomhed, glæde og beundring. Musikernes uophørlig eksperimenteren og opfindsomhed er en ægte glæde for den tilhører, der med salige Miles Davis ord in mente, aldrig har lyst til at affinde sig med musik og musikere, der bare lirer noget af som de har lært et sted, eller værre, musikere der gentager ikke engang sig selv, men det de har fra andre.

Denne musik har til gengæld personlighed og en egen særpræg, de elektroniske lyde fra Ian Brodersens keyboards hænger godt sammen med violinen, ligesom hans klaver ledsager og spiller med søsteren Ibens spændende udnyttelse af violinens klangmuligheder. Mens Tira Skamby Madsens percussion fungererer for det meste diskret men mærkbart som baggrundensstøtte. Alt i alt et lydhørt og følsomt sammenspil, hvor instrumenterne støtter og udfordrer hinanden på fremragende vis.

Jeg glæder mig til at høre mere fra projektet Konkylie.

Jack Donen - 2/98

Back to top

MARYAM MURSAL: 'The Journey'

Kort og godt: 'The Journey' er en plade der definitivt sætter Maryam Mursal på verdensmusik-kortet deroppe blandt stjernerne - og Danmark i øvrigt med.

Den er da også meget forskellig fra hendes gruppe, Waaberis første plade, der udkom i eftåret 1997, og viste os rødderne i hendes hjemland, Somaliens folkemusik. Her er det akustiske til gengæld nærmest ikke-eksisterende, og med en vægtig tilstedeværelse af danske musikere, brydes der igennem på pladen, til en funky og elektrorytmisk og ægte verdensmusikalsk udgave af musikken og musiktraditionen fra den moderne Afrikas Horn.

I Somalien, Etiopien og Sudan har amerikansk popmusik, jazz og soul i mange år påvirket den lokale musikscene. Vi har hørt det i udgivelser af store navne som Abdel Gadir Salim og Abdel Aziz el Mubarak fra Sudan, og senest i efteråret fra den etiopiske stjerne Mahmoud Ahmed. Og her har vi den så endelig i en helt nutidig og ultraprofessionel blanding fra - Danmark! Med Peter Gabriels Realworld studios vidtfavnende faciliteter i ryggen kommer vi en tur til den arabiske Afrika, med ærkearabisk strygeorkester styret (ja) af Claus Holten Hansen, "amerikansk" blæsergruppe af noget der hedder The Kick Horns, og ikke mindst de mange flotte arrangementer som Maryam Mursals danske manager og medspiller, bassisten og keyboardspilleren, Søren Kjær Jensen, har skabt.

Her i foråret vil Realworld lancere den 45 årige Maryam Mursals kraftfulde, selvsikker stemme, i en omfattende tourne rundt om Europa og USA, og gør hende til det nye stor verdensmusiknavn. Rent faktisk er hun i forvejen et stort navn i Somalien, Etiopien og Sudan. Hun har været med i det somaliske nationalteater, men flygtede fra det borgerkrigsramte land over Kenya og Etiopien, og kom til sidst til Thorkild Simonsens by i Danmark for 6 år siden.

Her og i England dannede hun sammen med andre somaliske flygtninge med baggrund i nationalteatret, gruppen Waaberi. De kom til Peter Gabriels på Realworld via en video, de havde lavet sammen med Søren Kjær Jensen. Videoen var da også baggrunden for, at Maryam Mursal vandt prisen som årets flygtningekunstner på Verdens Musikfestivalen i Vejle i 1996.

Og her, efter min mening, er det fantastisk flotte resultat, klart internationalt i format. Som P3 i øvrigt netop har valgt som vinder af titlen Absolute World musik for april måned.

Søren Kjær Jensen, der er bassist, arrangør, programmør, producer, manager og praktisk hjælper for Maryam Mursal, har fortalt i Jyllandsposten at de musikalske strømme, som smelter sammen på pladen, har baggrund i Nordamerika, Sydamerika, i den arabiske verden og på Afrikas Horn. Han blev derefter spurgt, hvor er Nordeuropa i den smeltedigel? "Søren Kjær Jensen tøver lidt og kommer så med det svar, at der en en god portion dansk nysgerighed over for andre kulturer."

Et alt for selvudslettende svar, oplever jeg. Jeg tror at "nysgerrigheden" går på, at danske musikere idag nærmest som en selvfølgelighed kommer i forbindelse med alverdens musiktraditioner, at jazz, James Brown og techno, men også sigøjnermusik og afrikanske rytmer ligger lige for, for den hvis nysgerrighed er iorden.

Men udover en omfattende og multinational musik"pædagogisk"miljø, så tror jeg der er nogle andre kvaliteter det gør sig gældende i Scandinavien, noget med en professionalistisk opmærksomhed på detailjer, samt overblik - dvs evnen til velproportioneret at kunne sammensætte elementerne i en opgave.

Måske er det det samme overblik, den samme særlige æstetisk sanselighed og opmærksomhed på detaljer, som sætter danske lydteknikere deroppe blandt de bedste i verden, og som kommer blandt andet til udtryk i begrebet dansk design, som for eksempel også japanerne, med deres egen forfinede udgave af samme egenskaber eller særtræk, sætter meget pris på.

I alle tilfælde viser 'Rejsen' sig som en spændende, en fængslende og dejligt ofte inciterende blanding af afro-arabisk og vestlig musik. En særlig rejse hvor man dykker ned i en musikalsk og rytmisk pærevælling/potpourri, der efterlader sig den slags søde, pikante smag af alverdens kryderier, som "fordøjelsessystemet" aldrig bliver træt af.

Jack Donen - 2/98

Back to top

BUSTON ABRAHAM: 'Pictures through the painted window'

Abraham var fælles stamfader til både araberne og jøderne. Buston betyder "frugt- og essenshave". Og denne gruppe er altså et fint sammenspillet og sanselig blanding af arabiske og israelske musikere.

Gruppen trækker imponerende virtuost på traditionerne fra mange verdensdele, tydeligst de arabiske, fra Persien over Nordafrika til Spaniens flamenco. Men jazz og de klassisk og folkelige europæiske rødder er også mange steder frem, for ikke at nævne en summende indisk tamboura på titelnummeret. Følelsesmæssigt er stemningen dynamisk og fængslende, og musikken snurrer, hvirvler, svajer og drejer som den smukkeste orientalske danser - når den ikke, engang imellem, tager et pludseligt dyk ned i en stille, roligt mediterende eller måske en nærmest kinesisk emotionelt-romantisk violinpassage.

Instrumenterne inkluderer ellers oud, qanoun og masser af arabisk og vestlig percussion, foruden violin, fløjte, klassisk guitar og bas guitar. Og så er der på flere numre sang på både arabisk, hebræisk og spansk.

Alt i alt må det siges at gruppens overlegne musikalitet og vedvarende opfindsomhed tilsammen gør indspilningen til en overraskende spændende, underholdende - og ikke mindst en opløftende opvisning i, hvad de to folkeslag er i stand til at finde på, når det er kunstnerisk samarbejde, der er på programmet.

Jack Donen - 2/98

Back to top

HAMID BAROUDI: 'Five*Fünf*Cinq*Cinco*5

Nummeret Macumba fra denne CD blev luftet en hel del ude i de danske hjørner i oktober måned, da den stod øverst på P3s Absolute World liste.

Five har masser af veloplagt dansepop for folk der har brug for fremmede krydderier på deres musikmenuer. Men den er nu noget mere end det, og den er også mere varieret end hans første hitplade, City*No*Mad, som til gengæld holdte lytteren fast i en stabilt stemningsmættet, smuk og blød disco-raï-fusion.

Det mere varierede dennegang fortæller den tysklandsboende Baroudi om i omslaget, på den måde, at han beskriver en verdensrejse, så langt omkring som til Japan og Gambia, Spanien og Tyskland, for ikke at glemme hans eget hjemland, Algeriet.

Der kan hurtigt gå sport i at lytte efter alle de verdenslyde, han blander sammen, sommetider på samme nummer, til andre tider får man et helt nummer i næsten én enkelt stilart: Krydderierne inkluderer blandt meget andet smagsprøver af spansk guitar, næsten klassisk oud, af hvirvlende melodier fra Casbahen i Algier, en trompeteret arabisk neyfløjte, lidt indisk sitar og simuleret tablaspil, koramusik fra Gambia, længselsfuld, svingende Latin salsasang og harmonikaspil, elegant fransk popkor, rigtig rap og nogle enkle, hæse guitar-rock omkvæd. Og altsammen selvfølgelig hyllet ind i Baroudis algierske raïstemme.

Han er noget af en lydmester, Baroudi. Det høres i instrumenternes klare og klart-adskilte lyde, der - næsten - altid dækker en slags ørebehagende register. Det høres også i CDens altid lette og gennemsigtige, tre-dimensionelle præg. Og i rytmerne, der kan være enkle eller mangefacetterede, men som altid driver musikken ordentligt frem.

Det er underholdning i bedste forstand. Spændende hvad han finder på næst.

Jack Donen - 12/97

Back to top

RE-ORIENT - BALUJI SHRIVASTAV: 'Indian World Music Fusion'

Baluji Shrivastav er en fortrinlig klassisk indisk sitarspiller, bosat i England. Men derudover er det en glædelig oplevelse at høre, at han er en af hovedkræfterne i en "fusionsgruppe", der hedder Re-Orient. Foruden ham består gruppen af Linda Shanovitch og Chris Conway, på denne indspilning suppleret af Gerry Hunt, Clive Bell og ikke mindst Partho Mukherjee på tabla og ghatam.

De spiller en slags jazzet indisk-blanding, og genremæssigt er man her i selskab med navne som John McLaughlins Shakti, svensk Mynta og engelsk-indisk Sheila Chandra. Det er en ægte fusion, med smukke kringlende, ørehænger-melodier, sunget i énsstemmigt kor, eller solo af den klassisk indisk trænet Linda Shanovitch. Og så er der masser af god indisk- og anden multirytmisk percussion bagved.

Instrumenter spiller de seks rigtig mange af. Bas og guitar, fløjter, lidt saxofon og lidt elektronik er de vigtigste i det vestlige hjørne. Fusioneret med klassiske instrumenter som, foruden sitaren, inkluderer dilrubaen, et strygeinstrument fra Afghanistan, tamburaen med sit summende overtone lydflade, og kalimbaen, som er et tommelfingerklaver. Og så alt muligt percussion, som darbuka, ghatam, pakhawaj og tabla.

Det lyder altsammen bare godt mixet sammen. Lyrisk sang og livlig musik, spillet af veloplagte musikere, som virker bare glade ved det, de laver.

Jack Donen - 12/97

Back to top

NORTHERN VOICES: 'The Thule Spirit - drum songs of the Polar Eskimos'

Meget fin stemningsmusik. Musik der let skaber billeder for det indre øje. En næsten hvilken som helst film, dokumentar- som spillefilm, om Grønland, kunne flot ledsages af sådanne musikalske lydflader.

På den anden side må det siges at fantasien bliver lidt vel hårdt prøvet for at få undertitlen tilpasset virkelighedens verden. Der står ellers som overskrift, at "Northern Voices are Tobias Sjögren & Christian Vuust, together with drum-singers from Thule, Greenland, and other musicians".

I virkeligheden er det eneste ægte "polar eskimo-iske" på CDen nogle meget korte - men dog ret fantastiske - stemmeoptagelser af tre gamle thulegrønlænderes folkesange. Disse fine optagelser, bruges som afsæt og i slutningen på de fleste numre på CDen. Det er gamle mennesker, hvis sange udtrykker en blød dybde i følelsesregisteret, overbevisende i kraft af deres stemmes enkelhed. Og dette står i skarp kontrast til "schwunget" i den vestlig-skandinaviske kombination af jazz- og strengeorkestre (Stockholms Nya Kammarorkester), såvel som til Per Jørgensens unge, energiske, højtydende stemme.

Så man rent følelsesmæssigt bliver præsenteret for to meget forskellige verdener - hvor de ellers flotte vestlige lydflader kan have en tendens til at virke overfladiske og romantiske, sat i forhold til de gamle jægerfolkes mangedimensionelle og erfaringsmættede følelsesregister.

Spændende. Kontroversiel.

Jack Donen - 12/97

Back to top

Mari Boine - Wimme - Nils-Aslak Valkeapää - and YOIK

Yoik eller joik er en slags yodlende sang, uden ord, der stammer fra Sami-folket i Norden - det er deres land, der kaldes Lapland. Der synges om tre slags ting, naturen, dyr og mennesker. Sangeren synger sit indtryk af eller følelser om emnet.

Før de konverterede til kristendommen, for ikke så længe siden, havde samerne en shamanistisk kultur, noget der kommer klart til udtryk i deres optagethed med og respekt for naturen, og for deres forfædre og -mødre.

For eksempel har manden der har gjort meget for at genoplive moderne yoik, Nils-Aslak Valkeapää, skrevet en episk historie, "Beaivi, ahcazan", om samilivet. Han tilegnede den "Solen, universets Far, og Jorden, livets Mor".

MARI BOINE: 'Eallin'

After 2 years here she is again. With music as it is sung and played.

Right from the smoking gun of the first number, which decribes "a state of mind where your intellect is disconnected" - and to the last, gently loving number, dedicated "To You", an eighty year old woman - this album is a tour de fource of sound, rhythm, technique. By Mari Boine, and by each and every one of her five musicians.

Mari Boine sings and yoiks, characteristically using her voice like a bird ("Eagle Brother" is the title of her second CD). She flies high and free, exploring all possibilities with her voice - to the limits of the impossible - and the others are right there together with her. Making sounds and music which awaken the attention of the listener, bringing excitement, warmth and joy with them. This is music you don't physically have to dance to, in order to experience the spread of well-being through your body, your limbs, your veins, that dancing normally brings.

Essentially, these musicians seem to know a lot about silence, and the value of experiencing spacial freedom, also in sound. Their expression, then, becomes a continual movement of sound into silence. Always conscious, never automatically repeating old lessons. That's creativity: a journey into the unknown, also for the listener.

Mari Boine is part Sami, from Norway. She sings with special feeling for the Sami people and their culture, a culture which places a high value on tradition, and on respect for both human and natural wisdom.

Energetically, there is a sense of power in her voice, present even when she whispers. A feeling of her connection also to the dark forces of the earth. It's a feeling that makes one think of what frightened the church in the Middle Ages, when witch-hunting swept the Western world. When the Church tried to eradicate the defiant forces of individuality, that would not be controlled by the its network of oftentimes empty and unauthentic religious authority.

This feeling of basic, dark power is shared also through the musicians in the group.They follow the singer, and there's a cohesion in their interplay that only occasionally gives way to actual solos (listen to the fantastic guitar solo on 'Free'). But when it does, it brings one's attention to hearing just how good the individual musicians really are.

The music is rhythmic: low down pulsating, fast and swinging, slow and thoughtful. And the recording is very good, strengthening the impression of space and multi-dimensionality that the musicians create.

Music for music lovers.

Jack Donen

Back to top

MARI BOINE: 'Leahkastin'

Hendes stemme hvisker, svæver, dykker, og stiger igen i en bølgende, kraftfuld leg med lyden, som den Ørnebror hun påkaldte sig i titelnummeret på sin forrige plade. Stilheden bliver sanselig i den klare, høje luft, mens man nyder musikkens rummelighed, og følger de mindste bevægelser af hendes stemmebånd. Skælvende, langsomt smerteladt det ene øjeblik - selvbevidst sikker og magtfuld, dansende på, i, og omkring musikernes rytmiske lydtæppe det andet. Hendes stemme undersøger alle muligheder. Tid er der masser af, mens musikken, melodien og rytmen, folder sig ud. Så forskellig sammensætningen af disse elementer er på hvert nummer, lyder den dog altid som en selvfølgelighed, én der udfylder tiden på den eneste rigtige måde.

Hvordan forklare hvordan Mari Boines musik lyder? Den er så anderledes, men netop så selvfølgelig. En blanding af hendes joik, hendes digte, guitar, violin, peruvianske fløjter, og masser af slagtøj og mærkelige lyde, der spiller en blanding af rock, jazz, folkemusik. Sådanne enkelte ord forklarer ikke det organiske samspil, helheden i lyden som er så kendetegnende for hendes plader. Nu er den her igen, yderligere udviklet og forfinet på denne plade. Leahkastin betyder sådan noget som "at åbne op" - og det gør hun i hvert fald! Og tager lytteren med…

Mari Boine, der er delvis samer, voksede op det nordligste Norge, af nogle kaldet Samiland. Hun er meget optaget af samernes livsform og problemer. I et interview i The Wire, siger hun: "'Mit folk blev hjernevasket til et had mod deres eget kultur........ der er for meget af denne mindreværdsfølelse. Ligesom hos indianerne, er der meget alkoholisme, meget selvmord..... Folk der har været undertrykt lærer ikke at tale om deres følelser, ikke at være åbne. Jeg tror min måde at synge på, har udviklet sig mellem denne udvendige kontrolform, og dette "indvendigt levende", som eksisterer i alle mennesker. Selv de, som synes at være meget, mmm.... sky'. Hvisker hun, til sidst.....

'Jeg var for doven til at lære den klassiske sangstil. Først turde jeg ikke engang åbne munden; men pludselig var der denne følelseseksplosion!' Råber hun nu, og angriber bordet. 'Det er som en bølge, der vasker igennem mig, og jeg er bare nødt til at synge. Så jeg bruger ikke hovedet meget. Jeg bruger intuitionen og hjertet'....'For mig er der en slags trolddom i musikken'"

Og det må der også siges at være for hendes voksende lytterskare.

Jack Donen

Back to top

WIMME: 'Wimme'

Joik er en slags yodlende sang, uden ord, der stammer fra den samiske kultur. En joik kan handle om tre slags ting, naturen, et dyr eller en person, hvor sangeren synger sit indtryk, sine følelser ved det, der yoikes om. Inden kristendommen overtog samerne og deres kultur, var de et shamanistisk folk, man mærker det tydeligt i deres optagethed og lovprisning af naturen, og af deres forfædre og -mødre.

For eksempel skrev en anden finsk samer, og sanger, Nils-Aslak Valkeapää, der i de seneste år har været meget med til en genopståen af samisk kultur, et skuespil, en episk historie, "Beaivi, ahcazan", om samernes liv. Han tilegnede den "Solen, universets Fader, og Jorden, Livets Moder".

Men her er det Wimme Saari, der er kommet med et stærkt bud på, hvordan moderne joik kan lyde, og blive integreret i verden's musik.

Wimme har en mild og blød stemme, der rækker fra et meget dybt, nærmest basleje, og til en overraskende høj og klar sopran-agtig yodlen! Og han leger med den, både letflydende, men også helt traditionelt, stærkt følelsespræget. Han undersøger, med masser af humor, alle mulighederne. For eksempel i nummeret,der hedder "Milky Way", hvor man både kommer til at opleve stjernenes susen højt oppe i himlen, men også det at sidde ved en ko til malkningen i kostalden kl.5 om morgenen. Eller som i "Full Moon", hvor han giver den som den musikalske hund ved fuldmåne.

Pladen er produceret af Tapani Rinne, fra den finske "techno-jazz"-gruppe RinneRadio, som også spiller flere andre roller på pladen. Delvis som den ene af hele fire keyboardsspillere, men desuden på basklarinet og som en piftende fløjtespiller. Ellers er der kun guitaristen Matti Wallenius at nævne, i en gruppe der balancerer på grænsen, men som for det meste er præget af en kreativ, afvekslende og meget billedeskabende brug af elektronikken. Hvor sangeren, og ikke maskinerne, er midtpunktet.

Blandt de 12 numre er der 4 traditionelle, dog ikke mere traditionelle, end at stemmen kan være udsat for flersporsindspilninger, eller at der kan være en enkelt tone, der understøtter og følger den igennem hele sangen. En melodisk, blød, følelsesfuld og til tider selvbevidst mandestemme, der kan nyde, at den får lov at udfolde sig og undersøge sine grænser - den er da altid værd at høre på!

Jack Donen

Back to top

CHOYING DROLMA AND STEVE TIBBETTS: 'Chö'

Der er i den tibetanske tradition nonner, der vier deres liv til åndeligt praksis. Men det er også en del af den tibetanske tradition, at kvinder kan tilbringe en periode i deres liv, som unge eller ældre, som nonne. En spændende skik.

Optagelsen af kvindestemmerne på denne CD er foretaget i et tibetansk-buddhistisk kloster, Nagi Gompa, hvor der bor omkring 100 nonner, i bjergene ved Kathmandu i Nepal.

Sangstemmen der går igen i hele Chö-ritualet på denne CD tilhører den unge nonne, Choying Drolma, og hun er simpelthen et fund af en kunstner. Hun udtrykker en smuk, inderligt hjertefyldt følelsesregister, med en stemme der sagte og kærligt, med fuld kontrol over intonationen, snor sig igennem indviklede melodiske passager.

Steve Tibbetts var den vestlige musiker der "opdagede" hende og indspillede hende samt et kor på otte andre nonner. Hans gruppes fine instrumental ledsagelse inkluderer guitar, bozouki, cello, viol di gamba, violin, bas og slagtøj. Gruppens akkompagnement understøtter sangene med en fin sans for deres egne værdi, den styrker dem og giver den fremmedartet rituel sang en musikalsk substans som vi i vesten kan påskønne - men uden at være selv-promoverende eller påtrængende, uden at overdøve det oprindelige udtryk.

Hvis "højere følelser" samt "kvindeligt udtryk" siger dig noget, så vil du sætte pris på denne plade.

Jack Donen - 9/97

Back to top

TE VAKA: 'Pacific Music'

Et fint møde med Polynesien for den, der ikke kender til andet end Hawaii guitarmusik fra Stillehavsområdet.

Musikken derude er melodisk, rytmisk synkoperet, og med en sommetider overraskende blanding af primitiv, rå kraft med blidhed - en blanding der måske er mest mærkbart overraskende i trommespillet. Men også sangene er fyldt med en blid venlighed - understøttet af og vekslende med de hidsig-bløde træstamme-trommerytmer.

Musikken er skabt af gruppeleder Opetaia Foa'i, født på den polynesiske ø Samoa, af forældre stammende fra de nærliggende små Tokelau og Tuvalu ø-grupper. Tokelau er en slags new zealandsk koloni og hans familie flyttede til New Zealand da han var 9 år.

Musikalsk mærkes resultatet som en nutidig blanding af forskellige aspekter af polynesisk musik. Det er altså decideret verdensmusik - polynesisk verdensmusik - i modsætning til mere ren etnisk musik, som vi hører.

Blandt andre instrumenter på pladen er polynesiske congas og bastrommer, en stor træfløjte, en new zealandsk didgeridoo, og ikke mindst en "åben-streng stemt" vestlig guitar. En usædvanlig og spændende blanding af lejrbåls fælleskabelighed, skæg og ballade med Stillehavets saft og kraft.

Længere ud end Dyne-Larsen er nået endnu.

Jack Donen - 9/97

Back to top

MYNTA: 'Nandu's Dance'

Swedish Mynta has been criticized by some for sounding too much like Shakti, John McLaughlin's famous '70's fusion group.

It's true that it's almost impossible to avoid comparing the two groups. But in my opinion, if one were to exclude all the thoroughly enjoyable music and creative musicians who were inspired by, and grew on the shoulders of others, we'd all be sitting around looking sad, and there wouldn't be much to listen to at all today. Musicians, like all other artists, learn from their predecessors, adapt what they learn to their own circumstances, and develop in the process.

And in fact, taking a closer listen, Shakti, with McLaughlin and 4 Indian musicians, was clearly more "Classical Indian" oriented than Mynta, whose four Swedish, jazz-based musicians outnumber the Indians in their group two to one. Mynta's idiom is therefore also much less characterised by a strict adherence to rhythmic and melodic form. The balance has been tipped towards the looser, jazz and blues feeling content of the music they play. And that balance applies whether the group plays Indian, Oriental or European based numbers!

So, more about 'Nandu's Dance': Yes, they do use those long, fascinatingly convoluted melodic lines of India and the Orient, or wherever they come from (on 'Faroe Islands' the line is European folk!), often played very fast and in unison, with the elegant sound of the Indian tabla drum always there, providing an energetic, hard hitting drive, together with bass and percussion.

The unison passages might for example consist of flute and guitar, voice and tabla or flute and tabla (note, the Indian tabla is also considered a musical instrument, being finely tuned and full of the possibilities of well-defined, detailed tonal nuances).

Anders Hagberg is my favourite soloist in this group of excellent musicians. He plays a soprano sax that can bring out ancient memories of Ornette Coleman, but he also plays a lot of flute. A throaty, lazily grooving, jazz-based and bluesful, occasionally Arabic thousand-and-one-night, occasionally penny whistle-like, rhythmic flute-magic.

Some of the magic: He'll play around for a while, dancing on one of those long, snaky lines, then take a moment's break. This change is important - it's a moment's non-rhythm, which prepares one's body for the inevitability of the continued rhythmic movement in the solo to come. It's one of those small tricks which, when done perfectly, smoothly, keeps one riveted to the music. The way it's often done here, Mynta has made it their all own, and a gift to the listener.

Other members of the group are Fazal Qureshi (brother of Zakir Hussain), (on tabla, percussion and vocals), and Nandkishor Muley (santoor, tambura and vocals).

Max Åhman (guitar, saz and keyboards), does the McLaughlin thing on guitar, he's not as fast, but then he doesn't ever try to get above his head, even when playing fast. His style is an edge more rounded, sensual, compared to McLaughlin's almost unbelievably fast, highly mental approach. Christian Paulin (el bass), and Mikael Nilsson (percussion) are an integral part of the group's totally easy going (and good humoured) rhythmic approach.

So why compare? Well, more as an aid to describing the music in question, less to get caught up in evaluating who's best.

Always great listening to Mynta.

Jack Donen - 9/96

Back to top

MYNTA: 'First Summer'

Mynta er en svensk gruppe, der spiller en ganske spændende fusionsblanding af jazz-rock og indisk musik. Nærmeste sammenligning og tydelige inspirationskilder er John McLaughlins grupper, Shakti og Mahavishnu, fra halvfjerserne.

Denne er Myntas fjerde CD, og den markerer de fire svenskeres 10års jubilæum i et samarbejde med tre indiske musikere, Fazal Qureshi, tabla, Nandkishor Muley, santoor og Shankar Mahadevan, sang. Denne gang har de desuden to gæster, Coste Apetrea, veena samt drum-programming, og MCP (Magnum Coltrane Price), rap (!) sanger.

I modsætning til deres forrige to CDer, hvor der har været masser af plads til solistisk improvisation, så viser denne CD gruppen fra en helt ny side. Musikken, lydfladerne, sangene her er omhyggeligt komponerede, numrene gennemstrukturerede. Jo, der er faktisk stadigvæk plads til improvisation på en del af numrene, men det er improvisationer omgivet af komponerede rytmisk-harmoniske lydtapeter.

Jeg har altid beundret gruppen dens sømløse blanding af de to kulturers musik, og blandingen i denne nye form, med dens høje grad af kompositorisk forarbejdning er i sig selv en ofte spændende oplevelse og en prisværdig præstation. Men - og jeg må udtrykke mit "men" - på den anden side, så oplever jeg et tilsvarende savn på de herlige, ofte lange, livskraftige og spændingsfyldte sekvenser, hvor musikerne fik lov til at strække sig ud. Og fylde luften ikke kun med smukke snoede numre og nuancerede multirytmer, men, efter min mening, også med en mere levende, arbejdende musikalsk udfoldelse.

Det er den slags, live koncerter består af, så jeg spørger bare: hvornår kommer de igen?

Jack Donen - 6/97

Back to top

JAMES ASHER: 'Feet in the Soil'

På 'Feet in the Soil' er percussion og trommerne blot udgangspunktet i skabelsen af en multi-rytmisk verdensrejse.

Seks af de 11 musikere spiller sammenvævede danserytmer på mange slags percussioninstrumenter, mens de andre akkompanerer på alt fra didgeridoo til guitar til keyboards, cello og fløjte. Bortset fra et par enkelte balladenumre forstærker alle instrumenterne her det rytmiske element - opfører sig med andre ord "percussionistisk". Resultatet er en slags techno-agtig lyd, levende og mangedimensioneret, og meget mere "akustisk" end de sædvanlige techno-elektroniske. Der er gang i den, og lytterens krop finder let blandt hele den organiserede lydlige kaos, noget der kan tilfredsstille dens behov for bevægelse.

Jack Donen

Back to top

YAT-KHA: 'Yenisei-Punk'

This CD was number 2 in Djembe's last listing of of European radios' World Music Charts. It's called punk, but don't be misled by the title of YAT-KHA's new CD. This is funky-rock with lots of humour, from Tuva, overtone throat-singing capital of the world.

The singer's gruff, growling voice is so absolutely loooooow that one can only be amazed! And wonder that this deep, gutteral growling sound is really humanly possible.

This particular style of throat singing is called kargiraa, and here the singer creates ultra-low tones, instead of the high overtones that most of us probably expect, listening to throat singing. (Look for a survey of overtone song in one of the next numbers of Djembe)(??Jack).

Tuva, which lies in southern Siberia, just north of Mongolia, is a country with a long shamanist history, only turned buddhist since the 17th Century, and there is a clear sense of simplicity, and closeness to nature in this music. The singer's low, growling voice seems almost to be whispering intimately to the listener. Telling stories, or perhaps his amusing opinions, normally shared only with friends or family in the closeness of his home surroundings.

Albert Kuvezin, leader and vocalist in YAT-KHA, was one of the founding members of Huun-huur-tu, the other Tuvan group that has made something of a name for itself in world music circles - but which has kept more closely to a traditional folk music repertoire.

On 'Yenisei-Punk' the lyrics are obviously traditional - on the number 'Kadarchy' (Shepherd Boy) for example, they're about just that, being a shepherd. But the music - an electric guitar doing an apparently simple riff and twining around a deep bass-drum, overlaid by quite small elaborations of voice and other instruments - has a wonderful, multidimensional rock to it, that just carries the listener away, into the trance state that must be what it's all about, somewhere out there in the middle of Asia.

There are a couple more numbers like that on the CD. Which has several ways of combining different types of musical form with different types of lyrics. 'Solun' (Beautiful Soviet Country) is a rock-ish number that makes gentle fun of the "happy socialistic life" in prehistoric times in the Soviet Union. There are some spots of more obvious humour, that produce some wierd images. Try 'Kamgalanyr' (We have protection force) which is more in the folk song idiom - but this is a folk song that could come straight out of a Disney film about the 7 dwarfs, happily singing away while they work. Here it's a group chorus giving us the message: "We have the powerful USSR giving a happy life to us".

In fact a good deal of the album keeps to a more basic "folk" sound - though always with a rough, underground edge to it, the influence of western musical culture.

And "Western" is in more than one way the correct designation for some of the numbers: Suddenly one realizes that horse-riding is obviously a basic part of Tuvan culture, as one hears the special, rolling, somehow always amusing horse-riding rhythm, the "clickety-click" that we all know from cowboy films and songs. In actual fact it's a rhythm that can also be heard in music from other northern, shamanist cultures, like that of the Sami of northern Scandinavia. It's difficult, hearing these songs, not to see oneself rambling along, on old faithful, on the vast, grassy steppes of some anonymous continent.

Last but not least, the record closes with a 10 minute solo demonstration of throat singing, mostly kargiraa, some of it actually mixed together with the high whistling "sigit" style. Wow!

Jack Donen

Back to top

BRENT LEWIS: Earth Tribe Rhythms: 'Thunder Down Under'

Californian drummer Brent Lewis' first CD from 1990, 'Earth Tribe Rhythms', is something of a cult phenomenon. Alive and kicking after 5 years, still finding new fans every day, it's viewed by many of them as one of the most refreshing things around. An invitation to..... an initiation, to something new. It's a kind of alternative opportunity to tune in to Lewis' own special brand of fun-filled sound. Try a listen...

Lewis' drums can be heard on a couple of American films, among others 'J.F.K.' by Oliver Stone. After his first solo success, he recorded The Primitive Truth with several guest drummers. Since then, on 'Rhythm Hunter' and 'Pulse', and now on the present album, he has joined with musicians from India, Africa, and the U.S.A., to make world music and rhythm.

Lewis plays surrounded by a set of tuned drums. He plays them often sequentially, in effect as one would a piano or vibraphone, melodically, and in a Western sense, he actually plays tunes on them. The sound is light and easy, turn up the volume loud as you like, it won't hurt your eardrums, and it'll hardly make a dent in your neighbour's sensibilities, but it will make you want to move your bones around.

The title 'Thunder Down Under' refers to the Australian didgeridoo, here played by an American neighbour of Lewis. The sound is still light and ambient, with a lot of imagery in it, putting you right into a background of Australian nature. To mix a few metaphors, there's bit of steamy jungle in the background, but basically it's a lazy, sunny afternoon on the beach, the water is warm and comfortable, the big waves are close, there's not a shark in sight.

Jack Donen

Back to top

SØREN FRIEBOE: 'Dawa'

Dawa means "moon" in Tibetan, and the title of Dawa's first album seems intended to set the listener to work, thinking about it. Like is it just now full moon in Tibet? And what is this Tibetan kind of "moonshine", that drives people to music? To wordless song, to experimenting with the sensual aspects of sound, music, rhythm?

The medium is mostly somewhere between jazz and ethnic, delicate jazz piano and heavy, sometimes nicely complex African rhythms. Søren Frieboe's voice collecting it all together and egging it on. Singing ballads without lyrics and driving at the rhythm, pushing at it in the way some Latin jazz musicians do. His voice reaches both high and deep and he uses it to sing, but also percussively. And he does some fine unison singing on 'Shine' and on 'Joy', together with Birgitte Frieboe, whom one imagines must be his wife, out in the bush in Central Jutland, where all this good music stems from.

There's a nice sense of balance in the sounds emanating from one's loudspeakers, though they seem to originate in very different cultural contexts - from the experimental European to the didgeridoo of Australia, to Africa and to both North and South America.

Dawa was produced by Søren Frieboe, who not only sings, but also wrote all the compositions bar one, and plays instruments like the kotamo, djembe, panflutes and Tibetan bells. His co-producer Steen Raahauge is a percussionist who really listens, drives, supports - creatively doing what is good and necessary, and not more.

In a similar way Lisbeth Iversen, the third member of the central Dawa Trio, plays grand piano and synthesizer with soft and elegant taste, her fingers always close to dancing. Listen for example on 'One way Route' to how she works, simply but melodically, never staying too long in one place, and always coaxing just the right amount of energy and feeling out of the grand.

Mmmm!

Jack Donen

Back to top


[ Katalog ] [ Sidste nyt ] [ Om Numen ] [ Bestillinger ] [ Engelsk version ] [ Startside ]