Hendes stemme hvisker, svæver, dykker, og stiger igen i en bølgende, kraftfuld leg med lyden, som den Ørnebror hun påkaldte sig i titelnummeret på sin forrige plade. Stilheden bliver sanselig i den klare, høje luft, mens man nyder musikkens rummelighed, og følger de mindste bevægelser af hendes stemmebånd. Skælvende, langsomt smerteladt det ene øjeblik - selvbevidst sikker og magtfuld, dansende på, i, og omkring musikernes rytmiske lydtæppe det andet. Hendes stemme undersøger alle muligheder. Tid er der masser af, mens musikken, melodien og rytmen, folder sig ud. Så forskellig sammensætningen af disse elementer er på hvert nummer, lyder den dog altid som en selvfølgelighed, én der udfylder tiden på den eneste rigtige måde.

Hvordan forklare hvordan Mari Boines musik lyder? Den er så anderledes, men netop så selvfølgelig. En blanding af hendes joik, hendes digte, guitar, violin, peruvianske fløjter, og masser af slagtøj og mærkelige lyde, der spiller en blanding af rock, jazz, folkemusik. Sådanne enkelte ord forklarer ikke det organiske samspil, helheden i lyden som er så kendetegnende for hendes plader. Nu er den her igen, yderligere udviklet og forfinet på denne plade. Leahkastin betyder sådan noget som "at åbne op" - og det gør hun i hvert fald! Og tager lytteren med..

Mari Boine, der er delvis samer, voksede op det nordligste Norge, af nogle kaldet Samiland. Hun er meget optaget af samernes livsform og problemer. I et interview i The Wire, siger hun: "'Mit folk blev hjernevasket til et had mod deres eget kultur........ der er for meget af denne min-dreværdsfølelse. Ligesom hos indianerne, er der meget alkoholisme, meget selvmord..... Folk der har været undertrykt lærer ikke at tale om deres følelser, ikke at være åbne. Jeg tror min måde at synge på, har udviklet sig mellem denne udvendige kontrolform, og dette "indvendigt levende", som eksisterer i alle mennesker. Selv de, som synes at være meget, mmm.... sky'. Hvisker hun, til sidst.....

'Jeg var for doven til at lære den klassiske sangstil. Først turde jeg ikke engang åbne munden; men pludselig var der denne følelseseksplosion!' Råber hun nu, og angriber bordet. 'Det er som en bølge, der vasker igennem mig, og jeg er bare nødt til at synge. Så jeg bruger ikke hovedet meget. Jeg bruger intuitionen og hjertet'....'For mig er der en slags trolddom i musikken'"

Og det må der også siges at være for hendes voksende lytterskare.

Jack Donen

Joik er en slags yodlende sang, uden ord, der stammer fra den samiske kultur. En joik kan handle om tre slags ting, naturen, et dyr eller en person, hvor sangeren synger sit indtryk, sine følelser ved det, der yoikes om. Inden kristendommen overtog samerne og deres kultur, var de et shamanistisk folk, man mærker det tydeligt i deres optagethed og lovprisning af naturen, og af deres forfædre og -mødre.

For eksempel skrev en anden finsk samer, og sanger, Nils-Aslak Valkeapää, der i de seneste år har været meget med til en genopståen af samisk kultur, et skuespil, en episk historie, "Beaivi, ah-cazan", om samernes liv. Han tilegnede den "Solen, universets Fader, og Jorden, Livets Moder".

Men her er det Wimme Saari, der er kommet med et stærkt bud på, hvordan moderne joik kan lyde, og blive integreret i verden's musik.

Wimme har en mild og blød stemme, der rækker fra et meget dybt, nærmest basleje, og til en overraskende høj og klar sopran-agtig yodlen! Og han leger med den, både letflydende, men også helt traditionelt, stærkt følelsespræget. Han undersøger, med masser af humor, alle mulighederne. For eksempel i nummeret,der hedder "Milky Way", hvor man både kommer til at opleve stjernenes susen højt oppe i himlen, men også det at sidde ved en ko til malkningen i kostalden kl.5 om morgenen. Eller som i "Full Moon", hvor han giver den som den musikalske hund ved fuldmåne.

Pladen er produceret af Tapani Rinne, fra den finske "techno-jazz"-gruppe RinneRadio, som også spiller flere andre roller på pladen. Delvis som den ene af hele fire keyboardsspillere, men desuden på basklarinet og som en piftende fløjtespiller. Ellers er der kun guitaristen Matti Wallenius at nævne, i en gruppe der balancerer på grænsen, men som for det meste er præget af en kreativ, afvekslende og meget billedeskabende brug af elektronikken. Hvor sangeren, og ikke maskinerne, er midtpunktet.

Blandt de 12 numre er der 4 traditionelle, dog ikke mere traditionelle, end at stemmen kan være udsat for flersporsindspilninger, eller at der kan være en enkelt tone, der understøtter og følger den igennem hele sangen. En melodisk, blød, følelsesfuld og til tider selvbevidst mandestemme, der kan nyde, at den får lov at udfolde sig og undersøge sine grænser - den er da altid værd at høre på!

Jack Donen