Se alle de andre gode tilbud på:


ISLAM

Nederst på siden kan du læse anmeldelserne med:

Et par ord om Qawwali musik - Mohammed Wardi - Sabri Brothers - Nusrat Fateh Ali Khan & Michael Brook: 'Night Song' - Hamid Baroudi: 'Five' - Nusrat Fateh Ali Khan & Michael Brook: Remixed: 'Star Rise' - Khaled: 'Didi' (single) - Buston Abraham - Rabih Abou-Khalil: 'Odd Times' - Mahmood Khan - featuring Ustad Nusrat Fateh Ali Khan: 'Only One' - Anouar Brahem: 'Thimar' - Maniacs vs Sharkiat - Yulduz Usmanova - Morocco: Sounds from an Ancient Land (multimedia)

Men først nogle af de bedste titler hjemme på lageret

MOROCCO: Sounds from an Ancient Land (se anmeldelsen nedenfor): er en Audio CD, en CD-ROM og et 60-siders hæfte, et multimedia interaktivt sæt. En slags underholdende samt pædagogisk musikalsk rundtrejse i Morocco. kun kr.250.-

YULDUZ USMANOVA: Yulduz (se anmeldelsen nedenfor). Hun synger og skaber en verdensfusion fra Uzbekistan, og fejrer både Stevie Wonder og Leonard Cohen, men der er blandt andet også masser af sydafrikansk korsang, iblandet hendes eget lands maqam og traditionel hofmusik. Ekstremt velproduceret, fin nutidig musik. 169.-

HAMID BAROUDI: City-No-Mad er hårdtslående ny nordafrikansk verdensmusik. Arabisk kryds med moderne europæisk musik, en naturlig udfordring for vestlige dansefødder. Five (se anmeldelsen nedenfor) er hans opfølger, musikalsk let, nordafrikansk-verdenstechno. 169.-
MANIACS vs SHARKIAT:
Don't climb the pyramids er stærk arabisk, electrisk rockmusik. Hvis du mangler noget nyt i musikkartoteket til dit etniske dansediskotek, så er det her det sker (se anmeldelsen nedenfor). 169.-

ANOUAR BRAHEM fra Tunesien spiller oud (arabisk sitar/guitar) med en smukt afrundet, klar og perfekt afmålt lyd, hvor man let kan høre den spanske indflydelse - flamenco guitaren - indblandet i hans forrygende improvisationer. Spændende musik.
Barzakh er mest solospil med lidt violin og trommer, mens der på Conte de l'incroyable Amour mest er samspil - med bl.a. Barbaros Erköse (clarinet) og den kendte Kudsi Erguner (nay-fløjten) - begge fra Tyrkiet. Senere kom den meget fine Madar, med Jan Garbarek på alt sax plus indiske tabla trommer, og så den tænksomme franske musikalske Khomsa, med bl.a. franske og svenske jazz musikere. Allersidst (se anmeldelsen nedenfor) er Thimar, sanselig, lyrisk, stille arabisk-jazz fusion med to fine engelske musikere. 169.-

RABIH ABOU-KHALIL
fra Libanon spiller også oud. Han foretrækker en orientalsk rytmisk baggrund og jazz i forgrunden, er denne frodige kunstner's musik meget tilgængelig for det vestlige øre.
Med nay-fløjten og trommer, stærkt rytmisk og mest traditionelt på Nafas. Med nay, violin og stærk bass, nærmest vestlig-jazzagtigt, på Tarab. Fremragende orientalsk jazz-fusion med flere amerikanske musikere, bl.a. altsax og trompet på Al Jadida og Blue Camel, og - på linie med Blue Camel noget af det bedste, endnu en energibombe til at gøre dig glad The Sultan's Picnic. Senest er kommet Odd Times (se anmeldelsen nedenfor), noget mere stille men stadigvæk på toppen af jazz-fusionsmusikken. 169.-

MOHAMMED WARDI "LIVE" IN ADDIS ABABA
Songs from the Sudan. Lyden er fra Afrikas Horn, med big band og med gang i den (Se anmeldelsen nedenfor). 159.-

SHALOM SALAM betyder 'fred' på 2 forskellige sprog, og pladen er delt mellem en jødisk og en arabisk del. De fredfyldte sange, der udstråler en særlig hengivenhed, stammer fra de 2 kulturers åndelige og folkelige traditioner 169.-

BUSTON ABRAHAM: Abraham var fælles stamfader til både araberne og jøderne og Buston betyder "frugt- og essenshave". Gruppen er et fint sammenspillet og sanselig blanding af arabiske og israelske musikere, og Pictures through the painted window er deres første, meget vellykkede udgivelse (se anmeldelsen nedenfor). 169.-

SUFIMUSIK er musik, hvor man virkelig mærker følelserne :- intensitet, højere følelser, hjertets kærlige og blide følelser.

SUFI CHANTS: Starter med den smukkeste Call to Prayer, man kan være så heldig at opleve, fortsætter med blide sange fyldt med kærlig energi. På side 2 er der en whirling dance ceremoni MC 109.-

3 TITLER:
Islamic Ritual Music: Live re-cording with powerful chants & zikrs. Re-turning: A ceremony of the whirling dervishes. Ocean of Remembrance: Sufi improvisations & zikrs. Alle 3 er anbefalelsesværdige! CD 159.-

QAWWALI er ekstatisk sufisang til dans (se en mere udførlig beskrivelse nedenfor). Der er især 2 grupper Pakistanske udøvere, som er kendt i Vesten:

NUSRAT FATEH ALI KHAN: En levende legende, der i øvrigt har været i Danmark et par gange. Har en stærk, varm stemme og akkompaneres af musikere, der holder intensiteten. Han er også en eksperimenterende musiker, der bruger en moderne lyd og har indspillet sammen med vestlige musikere.
Bestil den fine opsamlingsplade, med hans bedste traditionelle numre, Devotional Songs 159.-
Eller den berømte Mustt Mustt, eller hans seneste Night Song (se anmeldelsen nedenfor), med vestlige musikere. Smukke og fængslende sange, med stærke, verdens-musikalske toner som akkompagnement 115/159.-

SABRI BROTHERS:
Traditionel Qawwali sang fra de berømte brødre, sunger smukt, med kærlighed og med glæde. Ya Muhammad Nigah eller Sabri Brothers - Featuring Haji Ghulam Farid Sabri Jami (se anmeldelsen nedenfor). 159.-


ORIENTALSK DANS / MAVEDANS:

MOKHTAR EL SAID: Raks Sharki er også det arabiske navn for dansen, og noget af det bedste kommer fra Egypten: Amar 14 (14.måne) er nr. 2 i serien, den har 3 forskellige hele danserutiner. Derefter kommer Jalilah's Raks Sharki 3: Journey of the Gipsy Dancer, Jalilah's Raks Sharki 4 som er en workshop CD, med mange rytme eksempler, til lærere og studerende af orientalsk dansemusik. Sidst, her i 1999 er kommet Raks Sharki 5: Dance of the Orient. Alle CDer i denne serie er blevet yderst vel modtaget af professionelle i branchen. 159.-

Fra Lebanon er der mange titler, kendt og værdsat blandt dansere. Bl.a. Belly Dance with Aziza, Cairo by Night ("the original") med Mohamed Abdel Wahab, og Belly Dance & Takassim Kanoun. MC/CD 109/149.-
Fra Tyrkiet er der også mange gode, men ikke fast-lagerførte titler. 60/149.-

KRISTEN FRA LEBANON:

FAIRUZ fra Libanon, er kristen, og især hendes sang til Påskens Good Friday - Eastern Sacred Song er kendt for dens dybfølte men blide intensitet 115/159.

SISTER MARIE KEYROUZ synger de kristne messer med smuk høj stemme. 169.-

Back to top


ANMELDELSER

fra Djembe, bladet for cross culture and world music:

(Du kan også læse dem på Djembe's hjemmeside)


MOROCCO: 'Sounds from an Ancient Land'

Interactive: Bog, CD-ROM, CD-Audio

Sættet her er en glimrende indførelse i det helt omfattende udvalg af forskellige typer musik, der findes i Marokko.

Landet har en historie der blander de oprindelige berbere - bedouiner - og sorte sudanesere, først med grækere og romere, senere med araber og spanier, jøder og vestafrikanske sorte. Med bidrag og berigelse fra alle, kan man idag høre en frodig blanding af stærk og ofte rytmisk inciterende musik. Foruden beskrivelserne af musikken fortælles der også om landets historie, og om de forskellige stammer af oprindelige Amazigh- og så de islamiske bedouiner.

Der præsenteres musik og vises videosekvenser fra alle dele af kulturen: "klassisk" arabisk-andalusisk musik, folkemusik fra Nord- og Sydmarokko, hofmusik med rødder tilbage til mellem 12. og 16. århundreder, og trancemusik, inklusiv uddrag af musik fra seks forskellige lokale sufi brodersamfund - den meget udbredte islamiske mystiske retning i Marokko.

Så er der ikke mindst lidt fra Gnawatraditionen. Det er den med de stærke basrytmer, der blev kendt og populær i vesten og selv i Danmark for 6-8 år siden. Det er de sorte slaver fra Mellemvestafrika, der har udviklet en egen retning indenfor sufismen, og hvis spændende musik bruges overalt til religiøse og festlige lejligheder.

Der kan høres og ses virkelig gode eksempler af landbrugsbefolkningens musik, der spilles og synges til årstidernes fester. Og der er da også lidt om landets moderne popmusk.

Der fortælles og forklares og gives lydeksempler på en mængde instrumenter og musikformer.

Det er klart at med så meget at fortælle og høre, så bliver de enkelte områder kun forholdsvis overfladisk berørt, men det er trods alt et ret grundigt møde med landets kulturer, man får ud af det altsammen. Ikke kun et glimt, men en hel oplevelse.

Jack Donen - 6/99

Back to top

YULDUZ USMANOVA: 'Yulduz'

Hun tog Danmark med storm i foråret, men hun er da også superstar i Usbekistan. Hun spiller koncerter for hundredetusinder mennesker om året, hendes plader sælger millionvis og det var hende, der skrev sit lands nye nationalsang. Så egentlig er det ikke mærkeligt at hun, siden vi først oplevede hende i Roskilde i 1997, langsomt er begyndt at sive inde i danskernes bevidsthed og hjerter.

Selv faldt jeg for hendes Uzbeki-blues sang på et nummer fra en opsamlingsplade fra Voice of Asia festivalen i 1994, og ventede utålmodigt på at høre mere til hende allerede dengang.

Når nu man ved at musikken og musikerne stammer fra et sted dybt ind i det gamle USSR, så kan forventningerne om en moderne produktion måske ligge på et ret lille sted. Men CDen leverer en flot overraskelse. 'Yulduz' er indspillet i Holland, og orientalsk tradition blandes her sømløst med ultramoderne lyd og teknik, i en sjælden forening af maqam, traditionel hofmusik fra Uzbekistan - med noget man kunne kalde verdenspop. I hvert fald så ens vestlige ører folder sig ud og lytter med glæde til hver ny musikalsk ide hun kommer med.

Pladen er faktisk en flot opvisning i hvordan verdenskulturerne kan berige hinanden, og ikke kun ved at blande den arabisk-persiske tradition sammen med den vestlige, men også med det indiske, og for eksempel eksotiske kinesiske toner høres også engang imellem sammen med blandt meget andet Stevie Wonder og skygger af Leonard Cohen. Og så gør hun markant brug, på en del af numrene, af the Family Factory, et sydafrikansk kvindekor, samt af Mthunzi Namba, en zulu sanger med dyb, mbaqanga-stemme. Nyd.

Jack Donen - 6/99

Back to top

MANIACS vs SHARKIAT: 'Don't climb the pyramids'

'Genfødslen af arabisk popmusik', hedder det i promomaterialet. Eller stærk arabisk, elektrisk rockmusik, kan man også sige. Lidt mærkeligt at høre teksterne på engelsk, men lad gå.

Pladen er resultatet af et samarbejde mellem de to grupper, de tre vistnok overvejende arabiske musikere fra Maniacs, der er baseret i Geneve. Og de syv egyptere fra Sharkiat. Optagelsen er lavet i et gammelt studio i Cairo, og stemningen er derefter: teknisk og musikalsk pænt raffineret, men alligevel råt og pågående, gennemført rytmisk så det mærkes i fodsålerne.

Hvis du mangler noget nyt i musikkartoteket til dit etniske dansediskotek, så er det her det sker.

Jack Donen - 2/99

Back to top

ANOUAR BRAHEM: 'Thimar'

Denne er en indspilning, der må placeres lige midt i kernen af god musik, den bedste musik der kan høres idag. Den er levende nutidig, men i den bedste tradition for stor kunst så er den også tidløs i dens udtryk og stil.

Samtidig er det musik med et så klart præg af stilhed og ro, at den - sammen med enkelte andre ligeså bemærkelsesværdige indspilninger, som for eksempel Tony Scotts 'Music for Zen Meditation', Miles Davis 'In a Silent Way' og Ry Cooder og V.M.Bhatts 'A Meeting by the River' - indlysende nok, har sit eget hjørne at udfylde i verdensmusikkens rum. Også på trods af at der kan være en del der, på grund af de manglende faste rytmer, sagtens ville kunne undvære den i deres liv.

Men gaven på 'Thimar' - som betyder "frugter" - til os andre, er fra tuneseren Anouar Brahem, med sine pragtfulde kompositioner og oudspil, i samspil med de to velansete engelske jazzmusikere John Surman på sopransax og basklarinet, og Dave Holland på bas.

En stor og anerkendt musiker, Anouar Brahems spil er sanseligt tænksomme, på sin stille vågne facon altid dynamisk og skarpt levende, en spændende blanding af arabisk udtryk, med den spanske flamenco. Han er grundigt uddannet i den klassiske tradition i sit hjemland, men han har haft en klar tiltrækning til andre kulturers musik, og måske især til jazzen. Det kan høres i flere af hans tidligere indspilninger: Mindeværdigst har været 'Madar', med den norske saxofonist Jan Garbarek og den pakistanske tablaspiller Shaukat Hussain, og 'Khomsa' med blandt andre flere skandinaviske og franske jazzmusikere.

I John Surmans spil hører man gamle påvirkningerne fra John Coltrane, hans musik er lyrisk og melodisk, og han følger de linier han skaber med en kærlig omsorg der blander sig bare smukt med Dave Hollands bløde og runde baslyde.

Den manglende trommeslager giver måske det vigtigste fingerpeg om, hvilken verden vi går ind i, på 'Thimar'. Men tag ikke fejl, musikken er slet ikke a-rytmisk, men til gengæld blød og indadvendt, lyrisk syngende og oftest svingende på den særlige, snoede arabiske facon. Den drejer og folder og vikler sig ind og ud - giver ørene og hjernen og den indre krop noget at bestille et eller andet forunderligt sanselig-følelsesmæssigt sted. Det er et sted der vækker lytteren og giver en gensynets glæde, hver gang man får lov at opdage at man lytter til noget så virkeligt og menneskeligt som det kan være.

Det er selvfølgelig først og fremmest nogle usædvanligt dygtige musikere der mødes her, men derudover er deres særlige præstation at de netop mødes, de lytter nøje til hinanden, og deltager i en fælles udforskning af det musikalske rum, der har udgangspunkt i Brahems arabisk-prægede kompositioner.

Et sjældent møde der udvikler sjælden musik til gunst for os andre.

Jack Donen - 9/98

Back to top

MAHMOOD KHAN - featuring USTAD NUSRAT FATEH ALI KHAN: 'Only One'

Nusrat Fateh Ali Khans sidste indspilning, står der på coveret. Det viser sig, at fire af de ni skæringer er baseret på NFAKs uforlignelige stemme, og at han giver sig her til at synge ghazal, kærlighedssange. Det vil sige, at vi får en egentlig indisk udgave af verdensmusikalsk fusionsmusik. En slags blød indisk techno, der kører derudad og let flytter kroppen, med catchy melodier og med faste trommeslag til erstating af de kendte qawwali tranceskabende håndklap.

Pladen kunne næsten have været en fin efterfølger for NFAKs ældre verdensmusik klassiker, 'Mustt Mustt', som han lavede sammen med Michael Brooks helt tilbage i 1990. Men den består desværre ikke kun af mesterens stemme med dens magtfulde indvirkning på musikken. På de sidste fem numre minder de syv musikeres anstrengelser mest om billig synthesizer musik, og Mahmood Khans svage stemme om en teenager, der forsøger en østerlandsk efterligning af Leonard Cohen - som i forvejen ikke lige er denne anmelders yndlings kop te.

På dette grundlag må tildelingen af djemberne klart være delt i to selvstændige kategorier - utilfredsstillende og en kattesmilende meget tilfreds.

Jack Donen - 9/98

Back to top

RABIH ABOU-KHALIL: 'Odd Times'

Hvis man er glad for både arabisk og jazz musik, så er Rabih Abou-Khalil den musiker, der altid med spillevende opfindsomhed skaber den mest selvfølgelig fusion af de to genrer.

Abou-Khalils instrument er den arabiske oud, et ord som titlen, 'Odd Times' bl.a. spiller på, foruden de forunderlige arabiske taktarter/tids-inddelinger. De bærer på luftige, hvirvlende melodilinier, så man flyttes uafværgeligt og hypnotisk af musikken, til en verden af østlige sanser, syn, dufte og lyde.

Denne indspilning er nu alligevel anderledes end hans seneste, 'The Sultan's Picnic', 'Blue Camel' og 'Al-Jadida'. Pludselig mangler der de moderne "klassiske" jazzinstrumenter, saxofon og trompet. I stedet har han her, foruden percussionisterne Mark Nauseef på trommer og Nabil Khaiat på rammetrommer, Michel Godard på tuba, som også virker mest som rytmeinstrument og Howard Levy på sin bluesagtige mundharmonika.

Resultatet er overvejende en mere indadvendt musik end man ellers er vant til. En musik som I første omgang kan virke noget mere enkel og stille, endda stillestående, for den utålmodige lytter, som undertegnede da også var i begyndelsen. Men jeg kan råde dig til at slappe af og falde til ro - være tålmodig. Musikken belønner nemlig rigeligt den, der tager sig tid til at lytte indad, og fange de mange detailler, den byder på.

Jo, den er forholdsvis indadvendt. Men her igen har denne mester altså valgt fine musikere og skrevet smukke melodier, der underholder og løfter, og som tager lytteren der lytter, ud på en usædvanlig og spændende rejse.

Jack Donen - 2/98

Back to top

BUSTON ABRAHAM: 'Pictures through the painted window'

Abraham var fælles stamfader til både araberne og jøderne. Buston betyder "frugt- og essenshave". Og denne gruppe er altså et fint sammenspillet og sanselig blanding af arabiske og israelske musikere.

Gruppen trækker imponerende virtuost på traditionerne fra mange verdensdele, tydeligst de arabiske, fra Persien over Nordafrika til Spaniens flamenco. Men jazz og de klassisk og folkelige europæiske rødder er også mange steder frem, for ikke at nævne en summende indisk tamboura på titelnummeret. Følelsesmæssigt er stemningen dynamisk og fængslende, og musikken snurrer, hvirvler, svajer og drejer som den smukkeste orientalske danser - når den ikke, engang imellem, tager et pludseligt dyk ned i en stille, roligt mediterende eller måske en nærmest kinesisk emotionelt-romantisk violinpassage.

Instrumenterne inkluderer ellers oud, qanoun og masser af arabisk og vestlig percussion, foruden violin, fløjte, klassisk guitar og bas guitar. Og så er der på flere numre sang på både arabisk, hebræisk og spansk.

Alt i alt må det siges at gruppens overlegne musikalitet og vedvarende opfindsomhed tilsammen gør indspilningen til en overraskende spændende, underholdende - og ikke mindst en opløftende opvisning i, hvad de to folkeslag er i stand til at finde på, når det er kunstnerisk samarbejde, der er på programmet.

Jack Donen - 2/98

Back to top

KHALED: 'Didi - Euro Mix' (single)

Dette er en ny mix af Didi. Den oprindelige kom i 1994 og blev den første arabisk sproget single, der nåede den franske top ti liste. Denne single har tre remix indspilninger, samt en remix af Oran Marseille, et af numrene på hans seneste plade Sahra.

Sidtsnævnte er ikke ændret nævneværdigt rytmisk set fra Sahra versionen, kun er det arabisk-klingende akkompagnement fjernet - det hedder da også Euro Mix - og i stedet for bydes man på en afdeling rap af Marseilles-baseret hip-hop gruppen IAM.

Ellers er det især BBB Twink Muscle (muskelryk) Mixet, som er rigtig, og hurtig, techno, med kun et par ultrakorte samples af Khaleds stemme tilbage.

Resten, både BBB Radio Edit versionen og Hindi versionen, er forenklet lydmæssigt og melodisk, men stadigvæk hårdtslående dansemusik for Raï fans.

Jack Donen - 12/97

Back to top

NUSRAT FATEH ALI KHAN & MICHAEL BROOK: REMIXED: 'Star Rise'

Her har vi et gennemført genbrug af to CDer. Det vil sige, de to herres første, gennembruds-fusionsplade "Mustt Mustt" fra 1991, og så deres sidste års, ikke så vel modtaget "Night Song".

Det er to CDer, der allerede ved deres udgivelser skabte rør, fordi mange purister, og andet godtfolk der holder den pakistanske sufimusik, qawwali, kær, har nemlig følt sig stødt af disse to herrers elektrificering og kunstnificering af traditionen. En kritik som Nusrat Fateh Ali Khan selv aldrig tog alvorligt.

Denne remixningen af ni numre fra de to CDer, er lavet af ni forskellige engelsk-indiske og -pakistanske artister, som åbenbart blev inviteret af pladeselskabet til at lege med samplet lyd og trommemaskiner, og så lægge den nu afdøde Nusrats stemme fra indspilningerne til. Det er allesammen - i sagens natur - unge kunstnere, der i teksthæftet beskriver deres skyld til og beundring for Nusrat. Pladen er således lanceret af Real World som en hyldest og en anerkendelse fra den nye generation.

Og hvordan lyder det så? Tja. Jeg vil sige, at mit kendskab til de to oprindelige indspilninger i lang tid stod i vejen for, at jeg overhovedet kunne lade ørene hvile på hvad de - og hukkommelsen - opfattede som et monstrositet af et hybrid.

Problemet er, når man er vant til at lytte til Nusrat, at følelsen, fantasien og forventningen tilknyttes netop hans stemme, og til en vis åndelig dimension i hans sang. Men når man hører technorytmer, med Nusrat sat på som "krydderi", så sker der en ombytning af vægten - fra det følelsesmæssige, sjælelige, og over til den rene rytme. Og selvom det måske godt kan blive til en åndelig oplevelse, hvis man for eksempel skulle give sig til at deltage aktivt, ved at flytte på fødderne og på den måde komme i nærheden af trancen i dansen - så er vanskeligheden alligevel der. At den kraftige rytme let kommer til at optræde som interferens mellem lytteren og den forud-ventet følelsesmæssig oplevelse.

Det sagt, så synes jeg at to-tre af disse remixes, blandt andre den af jazzpianisten Nitin Sawhney, er ganske fordragelige, mens andre tramper rundt med elefantfødder i stedet for med dansefødder.

Suk.

Jack Donen - 12/97

Back to top

HAMID BAROUDI: 'Five*Fünf*Cinq*Cinco*5

Nummeret Macumba fra denne CD blev luftet en hel del ude i de danske hjørner i oktober måned, da den stod øverst på P3s Absolute World liste.

Five har masser af veloplagt dansepop for folk der har brug for fremmede krydderier på deres musikmenuer. Men den er nu noget mere end det, og den er også mere varieret end hans første hitplade, City*No*Mad, som til gengæld holdte lytteren fast i en stabilt stemningsmættet, smuk og blød disco-raï-fusion.

Det mere varierede dennegang fortæller den tysklandsboende Baroudi om i omslaget, på den måde, at han beskriver en verdensrejse, så langt omkring som til Japan og Gambia, Spanien og Tyskland, for ikke at glemme hans eget hjemland, Algeriet.

Der kan hurtigt gå sport i at lytte efter alle de verdenslyde, han blander sammen, sommetider på samme nummer, til andre tider får man et helt nummer i næsten én enkelt stilart: Krydderierne inkluderer blandt meget andet smagsprøver af spansk guitar, næsten klassisk oud, af hvirvlende melodier fra Casbahen i Algier, en trompeteret arabisk neyfløjte, lidt indisk sitar og simuleret tablaspil, koramusik fra Gambia, længselsfuld, svingende Latin salsasang og harmonikaspil, elegant fransk popkor, rigtig rap og nogle enkle, hæse guitar-rock omkvæd. Og altsammen selvfølgelig hyllet ind i Baroudis algierske raïstemme.

Han er noget af en lydmester, Baroudi. Det høres i instrumenternes klare og klart-adskilte lyde, der - næsten - altid dækker en slags ørebehagende register. Det høres også i CDens altid lette og gennemsigtige, tre-dimensionelle præg. Og i rytmerne, der kan være enkle eller mangefacetterede, men som altid driver musikken ordentligt frem.

Det er underholdning i bedste forstand. Spændende hvad han finder på næst.

Jack Donen - 12/97

Back to top

MOHAMMED WARDI "LIVE" IN ADDIS ABABA: 'Songs from the Sudan'

Mohammed Wardi's records have sold more than 20 million copies over a thirty year career in the Arab world and in the African Sahel region. A living legend, he has performed to crowds of up to 300,000 people. So if you don't already know him, here's your chance.

This is big band Sudanese music, and it'll easily remind you of Abdel Aziz el Mubarak, or Abdel Gadir Salim, if you were lucky enough to enjoy his Merdoum music concert in Pumpehuset, during Copenhagen's last Images of Africa festival. A kind of plaintive big band jazz sound, also familiar to us from the blues of Ethiopia, with their common mix of jazz with reggae, calypso and the Far East. (Although the Ethiopian music I've heard seems to have more a combo, than a big band approach).

Wardi's band comprises a 7-man string section, electric bass, accordion, bluesy electric guitar, 2 saxophones, trumpet, percussion and drums. Of course, the large string section and Wardi's voice dominate the music, but the other musicians don't just comprise an anonymous group sound. Some of the exchanges between, for example, strings and guitar, or strings and sax, are simply wonderful pearls of musical feeling, as well as being surprisingly close to Western blues and jazz.

Rhythmically the music is deceptively simple, based as it is on a hypnotically insistent clapping effect. But underlying the consistency of the clapping are continually changing elements, with new riffs, new incisions with each change of instrument, and with each solo instrument playing around with the rhythms. The result is that it really swings, and it just goes on and on, and if it's your scene, you'll be wanting it to do just that.

Jack Donen

Back to top

QAWWALI - SUFI MUSIC:

Sufierne er den mystiske sekt i Islam, og qawwali er den musikform som de, siden d.13. århundrede, har udviklet i Indien og Pakistan. Qawwalisang er i al væsentlighed religiøs digtning (men kan også være romantisk digting), med musik sat til. Formålet er at forstærke digterens budskab med en styrke og intensitet, der kan løfte lytteren ind i en ekstatisk tilstand.

Bortset fra det religiøse budskab, så har qawwali visse ligheder med nordindisk sang i almindelighed. Stemmen er det centrale i musikken, og bliver understøttet af et instrument - normalt idag er det det lille hånd-pumpede harmonium - mens rytmen angives af den to-delte tabla-tromme.

Det ekstatiske formidles især igennem sangerens stærkt følelsesladede stemme. Denne kan passende understøttes og forstærkes ved forskellige slags virkemidler: for eksempel når harmoniet bliver dvælende ved nogle enkelte toner, eller ved det understøttende kors skarpe, gentagende håndklap, eller ved at koret vedholdende gentager nogle af sangerens ord. Sangerens virkemidler, foruden selve ordene og den emotionelle ladning i stemmen, kan for eksempel være at gentage nogle bestemte ord igen og igen og igen, eller at synge en meget lang række tilsyneladende meningsløse stavelser i en helt umulig, tanke-udslettende fart (hvor tankeudsletningen er selvfølgelig netop meningen med det hele)!

Alt dette for at vise os vesterlændinge, at trancedans kan være mange ting, og at vi bestemt ikke selv fandt på det, med vores keyboards og trommemaskiner, for en 10 års tid siden.

Back to top

SABRI BROTHERS - FEATURING HAJI GHULAM FARID SABRI: 'Jami'

The Sabri Brothers have been one of Pakistan's most famous families of qawwals. Popular both at home and more and more well known and appreciated in the West. However the brother concept is a rather inconstant one, and on this record we don't hear Haji Maqbool Ahmed Sabri the other half of the usual duo. On the other hand, 6 of the 9 accompanying musicians and singers belong to the Sabri family, so the title "Sabri Brothers" is hardly a misnomer after all.

Haji Ghulam Farid Sabri was born in 1930 and died an untimely death in 1994. This record is therefore one of his last, and is unusual in that all four songs (72 minutes) were written by the same poet, a Sufi mystic, Jami, who lived in the 15th Century. When asked by a pupil for something he could cherish all his life, Jami laid his hand on his breast and said: "It is here, the whole business - in the heart. You will find everything there".

So that's what this music is all about, the feeling of the heart. The singer's voice has a low and roughly dark, ruminating quality, but as the music progresses and the energy intensifies, it reaches high and wildly around, as he calls to "Allah" between verses, extending the word, turning it, twisting and twining it around the powerfully rhythmic accompaniment of drums and hand-clapping of the others.

Powerful medicine, as they say in another part of the world!

Jack Donen

Back to top

NUSRAT FATEH ALI KHAN & MICHAEL BROOK: 'Night Song'

'Night Song' is a cross-cultural record.

This duo's previous collaboration 'Mustt Mustt' having been a warm favourite of this reviewer, "great expectations" is perhaps the best description of my feelings in preparing to listen to their new recording. The result was a mixed bag, with a good portion of disappointment.

Nusrat Fateh Ali Khan, Sufi singer from Pakistan, has been described as a gentle mountain of a man, a qawwali superstar, the greatest qawwal of his generation. He has modernised qawwali and made it popular, also among the modern youth of Pakistan. So, what we in the West are being presented with here, is a living, growing religious musical tradition, whose contemporary growth has a lot to do with Nusrat's ability to translate the mystical into something we all can feel.

He sings in the classical and light classical traditions of India and Pakistan with a voice that reaches sharply into the consciousness of the listener. Full of sensuous feeling, ranging from a softly carressing gentleness to passionate intensity, always in search of the ecstatic entrancement that characterises Sufi mysticism.

'Mustt Mustt' was cultural fusion at its best, a real sharing of musical creativity, and it had one or two of Nusrat's colleagues accompanying him on each track. 'Night Song' has only one, a tabla player, and that only on two of the eight tracks.

It's a logical development for the producer, Brook. 'Night Song' comes just a year after 'Dream', Brook's similar collaboration with the virtuoso South Indian mandolin player, U. Srinivas (Djembe nr.13, 1995). Brook's fascination with the possibilities of musical electronics led him in 'Dream' to bury a creative master under mountains of not very subtly sampled sound. Though there's less sampling here, he nevertheless comes close to doing the same kind of thing on some numbers on this disc.

A couple of short sequences of West African kora or an Hawaiian guitar seem pasted on and therefore unmotivated. However the experimentation can become grotesque as one is confronted with the incongruity of totally unnatural sounds and rhythms on the one hand, supporting a voice of intrinsic beauty and depth of feeling on the other.

Brook's certainly most weird creation, 'Lament', has a kind of ancient steam laundry rhythmic pumping effect that would make it a good background for the murder scene in a horror movie from the fifties. So much for Nusrat and the spiritual qualities of qawwali.

The other incongruity is not electronic, but rhythmic. Where 'Mustt Mustt' is full of the multirhythmic complexity of the tabla supporting the voice of Nusrat - that is, in his own idiom - Brook has on several of these numbers reverted to the 4/4 beat of rock. It's just not subtle enough to do Nusrat's voice and rhythmic mastery justice, and the result is a tendency for the music to be divided into two separate rhythmic dimensions, of voice and of percussion, that don't have much to do with each other.

To do Brook justice, his accompaniment - especially when he lets it be accompaniment, and not the whole show - does in fact have a lot of moments of truth to it. So - my conclusion is a 50/50 tie - and what with the fantastic voice of the one and only NFAK, don't miss this album.

Jack Donen

Back to top


[ Katalog ] [ Sidste nyt ] [ Om Numen ] [ Bestillinger ] [ Engelsk version ] [ Startside ]