Brent Lewis

VERDENS TROMMER

Ondekoza


Læs følgende verdensmusik anmeldelser sidst på siden:

CIRCLE PERCUSSION & ANUMADUTCHI: 'Drums of the world'

ONDEKOZA: 'Fujiyama' - ONDEKOZA: 'Legend' - NIHON DAIKO: 'The Japanese Drums'

BRENT LEWIS & PETER WOOD: 'Thunder Down Under' - 'Drum Sex' - BRENT LEWIS: 'Like a Drum'

KODO: 'The Hunted - Original Motion Picture Soundtrack' & 'Live at the Acropolis - Athens, Greece'

Men først nogle af de bedste trommetitler hjemme på lageret

CIRCLE PERCUSSION & ANIMADUTCHI: En blanding der ellers ikke høres: af afrikanske og japanske trommerytmer. En fin indspilning, værd at høre for enhver der interesserer sig for trommespil (læs anmeldelsen nedenfor) 169.-

FARAFINA:(Bourkino Faso): Gruppens fantastisk præcise trommespil giver nogle hårdtslående danserytmer med rigtig bund i. Også meget til stede er en til tider hæs, bluesagtig fløjte, og mange længere forløb med 2 balafon'er (træ-zylofoner), hvis rytmiske klokkespil bare fortsætter derudad! Faso Denou er en klar "Numen"favorit. 159.-

MASTER DRUMMER MUSTAPHA T. ADDY (Ghana): Bestil enten Royal Drums of Ghana med en større gruppe, eller den mere enkle Come and Drum. Vestafrikanske trommer til at danse til, uden fancy frills - de går bare til den.
Senest: Come and Dance, sammen med bl.a. Rolf Exler og Michael Kütner på percussion, plus andre bl.a. på trompet & bass, så gryden koger fint og fyldigt 159.-

AFRICA DJOLÉ
(Guinea): Igen trommemusik. Denne meget kendte gruppes inciterende trommespil kan give enhver lyst til at flytte med fødderne. Bestil enten deres første og kendte: Percussion music from Africa eller glæd dig til deres nyeste, Basikolo - Né Né. 159.-

AJA ADDY er ghanesisk trommespiller, men også Tigari præst. På The Medicine Man spiller han sine healende rytmer til forskellige formål, så kroppen og psyken får en naturlig og tiltrængt lækker massage 159.-

GUEM:
Den nordafrikansk-franske gruppe spiller trommer & percussion på deres seneste, Baobab, så det ligner regndråber, der inviterer til dans. Eller prøv den kendte Best of Percussion, der har fået mange sofalyttere op og flytte på sig. 159.-

EARTH TRIBE RHYTHMS:
Tåvrideren Brent Lewis er en amerikaner der spiller på sine stemte trommer, så kroppen, glæden og lysten tager en tak opad. Senest er han aktuel med Thunder Down Under (se anmeldelsen nedenfor) med didgeridoo, Like a Drum (se anmeldelsen nedenfor), og Drum Sex (se anmeldelsen nedenfor). Mange andre titler - se længere ned, men også under World Music 159.-

KODO:
Oprindeligt medlemmer af Ondekoza, i 10 år har de haft egen base og har ligeledes været på flere verdensturnéer. Ubu Suna er et spændende eksempel på denne tradition. Blessing of the Earth er lidt mere blandet "verdensmusikalsk", mens Heartbeat Drummers of Japan og Best of Kodo igen er opvisninger af taiko-trommetraditionens kontrollerede, men eksplosive kraft. Invester i et større stereoanlæg og hold på hatten!

Senest (se anmeldelserne nedenfor): The Hunter er film "musik". Live at the Acropolis er deres anden nye indspilning, og første gang fra en live koncert, og man kan mærke spændingen og høre musikerne og publikum gejle hinanden op 169.-

ONDEKOZA:
Spiller trommerne, stille passager veksler med enorme udladninger af energi. Der er 5 titler: Devils on Drums er enklest. Fujiyama (se anmeldelsen nedenfor) er deres seneste, fra 1999, og en af de bedste, med en fremtrædende blanding af andre japanske instrumenter, men for os er det den varierede trommeplade Legend (se anmeldelsen nedenfor) som især er anbefalelsesværdig CD 169.-

BRENT LEWIS
med sit dansende, musikalske trommespil er fra U.S.A. Han spiller faktisk melodier, rytmiske melodier, på en række stemte trommer, så man næsten ikke kan lade være med at danse til dem. En tilsætning til glæden og et hit i ethvert selskab. Den meget populære Earth Tribe Rhythms (måske vores mest solgte titel overhovedet!) har sin rivaler i de mere verdensmusikalske Rhythm Hunter og Pulse, hvor han akkompagneres af verdensinstrumenter som tabla, fløjte o.m.m. Senest den flotte og populære Thunder Down Under (se anmeldelsen nedenfor) med didgeridoo, Like a Drum (se anmeldelsen nedenfor), og Drum Sex (se anmeldelsen nedenfor). Alle 159.-

PLANET DRUM
: Mickey Hart (kendt fra Grateful Dead, men også som skaber af Rykodisc, en af de mest opsøgende og kreative verdensmusik plademærker). Her med mange slagtøjsvenner, bl.a. Olatunji fra Vestafrika, Zakir Hussain fra Nordindien, Airto Moreira fra Basilien. De spiller varierende og glædesskabende musik. 159

Back to top


ANMELDELSER

udvalgt fra Djembe, bladet for cross culture og verdensmusik

(Du kan også læse dem på Djembe's home page)

CIRCLE PERCUSSION & ANUMADUTCHI - 2 x ONDEKOZA - NIHON DAIKO

BRENT LEWIS - KODO

CIRCLE PERCUSSION & ANUMADUTCHI: 'Drums of the world'

Jeg tror at enhver der interesserer sig for trommespil, eller sågar for rytme i bredeste forstand, vil kunne finde noget spændende ved denne plade.

Et samspil mellem to meget forskellige traditioner - afrikansk og japansk. Og ikke bare et møde mellem to traditionsrige måder at skabe klangfarver og mønstre af klangfarver på - men også rent rytmisk set, et møde mellem de syncoperede afrikanske, med de oftest mere "straight" japanske rytmer. (Bemærk: syncoperet forstået som det, der sker, når vi skifter vægten fra et taktslag, der normalt er stærkt til ét, der normalt er svagt - eller når vi undlader at accentuere et normalt stærkt slag).

Selv den gamle hæderkronede minimalist, "love him or hate him" Steve Reich, dukker kompositorisk op. Hans - efter min mening - interessante, men følelsesmæssigt tomme strukturer, bliver smukt fyldt ud og komplementerede af det afrikanske element, så musikken for en gangs skyld føles ikke bare hel, men det bliver også en spændende oplevelse, at følge kompositionens udvikling.

Circle Percussion er interessant nok ikke en japansk gruppe, men hollandsk. Den blev dannet i 1973 af musikere inspireret af japanske taiko-tromme grupper som de kendte Kodo og Ondekoza grupper (se Ondekoza anmeldelse andetsteds i bladet). Gruppen her er da også imponerende professionel og vel værd at høre i eget regi. Anumadutchi, også baseret i Holland, er en blandet afrikansk-hollandsk gruppe, der har gjort meget ud af at lære forskellige både afrikanske og vestlige traditioner og instrumenter at kende. Foruden en omfattende brug af djemben her, spilles der blandt meget andet på mbira fra Zimbabwe og timbila-xylofonen fra Mozambique.

Alt i alt et flot og spændende eksempel på ægte verdensmusikalsk fusion.

Jack Donen

Back to top

ONDEKOZA: 'Fujiyama'

Dynamisk trommespil - lige fra den 2 meter store O-Daikos fjerne, rumlende torden, der blidt men bestemt masserer brystkassen - og til den flade Shime Daikos skarpe, dansende byger af skæve rytmer.

Ondekoza lever på 'Fujiyama' op til deres ry som den moderne klassiske japanske trommegruppers store moder - eller fader, som man nu vil. Dette er gruppen hvis musikalske kraft og intensitet forbindes - i deres egen forståelse i hvert fald - med deres fysiske udholdenhed. Gruppen løber nemlig altid en 42 kilometers maratonløb inden deres koncerter - årsagen, siges det i øvrigt, til at den anden store Taiko-tromme gruppe, Kodos medlemmer, i sin tid besluttede at skille sig ud fra Ondekoza!

Pladen er en lidt usædvanlig Taiko udgivelse, idet den giver plads til et par længere solospilsudflugter med helt andre instrumenter. Foruden samspil på flere af numrene mellem almindelig fløjte og trommerne, er der en 6 minutters skæring med shakuhachi-fløjten, spillet stærkt ekspressivt, dynamisk og med følelse af gæstesolisten Seizan Matsuda, som synes at bruge hele instrumentets register og mere til.

Ligeledes er der 6 minutter med to Shamisens, en trestrenget banjo-agtigt instrument - lidt ensformigt insisterende, rytmisk fladt spil i min ører.

Der sluttes af med en ny 16 minutters, forkortet (!) version af et gammelt Ondekoza nummer, Monochrome, der demonstrerer de enkelte percussionsinstrumenters klangdimensioner.

Pladen giver således lidt af en indførelse i den klassiske japanske musikalske verden - den er god og fin, men præsenterer heller ikke noget nyt. Derfor kun 4 djember.

Jack Donen

Back to top

NIHON DAIKO: 'The Japanese Drums'

Der siges at være op mod 4,000 taiko-trommer grupper i Japan, og Nihon Daiko er nok en af de ældre. Dannet i 1975, stammer den fra en provinciel fiskerby, Kushiro, på størrelse med Århus, på den nordligste af de store øer, Hokkaido.

Interessant er det her, at høre en ret anderledes taiko indspilning. Materialet minder meget om nogle af de mere kendte gruppers. Der spilles endda en enkelt ren Kodo-komposition, 'Dzauku' - 'jæger'. Men i forhold til Ondekoza - anmeldt ovenfor - og Kodo-gruppens indspilninger, er denne klart mere folkelig, løssluppen og faktisk også mere melodisk varm i det.

Grundene er flere:

For det første synes mikrofonerne at være placeret længere tilbage end man er vant til, ved de andre gruppes indspilninger. Det giver en del mindre dynamik til de enkelte slag end normalt, hvor fokus ellers er tættere på det enkelte instrument eller instrumental gruppe. Men det giver også et større helhedsindtryk og overblik over musikken - ligesom når bambusfløjten på mange af numrene her får en mere fremtrædende plads - bliver så at sige samspils-partner - så er den musikalske helhed, i stedet for selveste slagtøjets magi, mere til stede.

Interessant nok har rytmerne her tendens til at være mere syncoperede - ikke så rent PÅ de stærke taktslag. Men virkningen forstærkes da også af, at slagene her slet ikke er så præcise, del-grupperne spiller slet ikke så enstemmigt, og for eksempel er der en sommetider ret fremtrædende bækken, hvis spil er ret utroligt upræcist.

En klart mindre professionel gruppe, end dem vi ellers kender fra Japan, men spændende nok bliver musikken ikke entydigt dårligere af den grund.

Jack Donen

Back to top

BRENT LEWIS & PETER WOOD: 'Thunder Down Under'

Californian drummer Brent Lewis' first CD from 1990, Earth Tribe Rhythms, is something of a cult phenomenon. Alive and kicking after 5 years, still finding new fans every day, it's viewed by many of them as one of the most refreshing things around. An invitation to..... an initiation - into something new. It's a kind of alternative opportunity to tune in to Lewis' own special brand of fun-filled sound. Try a listen...

Lewis' drums can be heard on a couple of American films, among others 'J.F.K.' by Oliver Stone. After his first solo success, he recorded The Primitive Truth with several guest drummers. Since then, on Rhythm Hunter and Pulse, and now on the present album, he has joined with musicians from India, Africa, and the U.S.A., to make world music and rhythm.

Lewis plays surrounded by a set of tuned drums. He plays them often sequentially, in effect as one would a piano or vibraphone, melodically, and in a Western sense, he actually plays tunes on them. The sound is light and easy, turn up the volume loud as you like, it won't hurt your eardrums, and it'll hardly make a dent in your neighbour's sensibilities, but it will make you want to move your bones around.

The title 'Thunder Down Under' refers to the Australian didgeridoo, here played by an American neighbour of Lewis. The sound is still light and ambient, with a lot of imagery in it, putting you right into a background of Australian nature. To mix a few metaphors, there's bit of steamy jungle in the background, but basically it's a lazy, sunny afternoon on the beach, the water is warm and comfortable, the big waves are close, there's not a shark in sight.

Jack Donen

Back to top

ONDEKOZA: 'Legend'
Her er en af de japanske taiko-tromme plader, der sætter dit stereoanlæg - især bashøjtalerne - på en prøve!

Ondekoza er den oprindelige af de kendte japanske taiko-tromme grupper. Grundlagt på den japanske Sado Ø i 1969, tog de på deres første internationale tur i 1975. Siden er de og odaikoen, stortrommen, der vejer 300 kilo og er halvanden meter i diametret, blevet kendte dele af verdensmusikscenen.

Ondekoza blev delt i 1981, og det fortælles at grunden var lederens diktatoriske stil. Gruppen skulle helst løbe maratonløb før en koncert, eller i det mindste 15 km. om morgenen og 35 km. om eftermiddagen. Det blev for hårdt for nogle af medlemmerne, som blev på øen, da Ondekoza, med grundlæggeren Tagayasu Den, rejste. Det blev til dem, der nu kalder sig for Kodo, idag mindst lige så kendt som Ondekoza.

Musikken er kraftfuld, trommerne akkompaneres mange steder med intensitet af et par fløjter og et strengeinstrument. Stille passager veksler med enorme udladninger af energi. Odaiko'en giver den sine steder som den rullende torden, den med værdighed efterligner. De andre trommer spilles med disciplinerede kraftudfoldelser der er imponerende synkroniserede.

En flot introduktion til genren for nye lyttere, og endnu en stærk oplevelse for gamle fans.

Jack Donen

Back to top

KODO: 'The Hunted - Original Motion Picture Soundtrack'

KODO: 'Live at the Acropolis - Athens, Greece'

Within a very short time, Sony has put out two new releases with the Japanese taiko-drummers, the Kodo group.

Why all of two new CDs? For many fans that's an unnecessary question. Kodo has long been established as a master group in the world of Japanese drumming, perhaps rather in the world of drumming as a whole. They are masters of precision, masters of the beat, masters of a powerful sound that will always test the quality of your hi fi setup, and the patience of your neighbours.

If you've ever heard a taiko drum group live, you'll be familiar with the peculiar tingling, buzzing experience in your breast, as it vibrates sympathetically with the swinging skin of the huge 1½ meter o-daiko, not to speak of the many smaller taiko drums.

But what is special about these recordings is that neither is a regular studio recording:

The Hunted is a motion picture soundtrack, and as such, not quite what one is used to from Kodo. The film is an action adventure, about an American businessman in Japan who witnesses the murder of a certain, mysterious woman, Kirina, and is then chased by the killers. The album consists of the musical accompaniment to 15 sequences from the story.

Being a Western film, it's perhaps not surprising to find that the rhythms on this CD are somewhat more syncopated than one normally expects from Kodo. For example there's the use of cymbals and bamboo shakers on quite a few of the tracks, the high, sharp tonal effects of these instruments creating a sort of contrapuntal percussive effect, countering the deeper and heavier drums.

It's an effect that Kodo normally only uses more sparingly. Also the 7 minute closing number sounds, in quite long passages, almost like a jam session for jazz percussionists, each getting a chance to do his solo. Besides this, there are a couple of very short synthesizer sequences, dedicated to the lady Kirina. So all in all, the album is pretty much tailored to Western ears.

With Kodo - Live at the Acropolis, we're back to mainstream Kodo. Disciplined, hard-hitting, sometimes very fast. To me the group is at its best when the individual drummers are intuitively weaving into and through each others' patterns, in a way that makes the whole group into just one living organism.

Recording Kodo's powerful drums live must have been a difficult task for the technicians, and compared to some of their previous (studio) recordings there is a slight loss of dynamics here.

Still being critical, I could have done without the last, 14 minute long number. Here the group takes up the clapping of the audience and starts a long, partly improvised session that makes more use of effects than art - constantly bringing back the clapping. The high enthusiasm of the audience at this stage seems to indicate that being there was now more important than being present.

On the positive side, as a live recording, the album is infused with a sense of excitement that's not on their other recordings. One can easily hear the voices of the artists, shouting, sometimes driving each other on, and the excitement is infectious. So, if you're at all interested in drums and percussion, you'll easily forgive these master drummers for letting down their hair and playing up to their audience for one quarter of this hour long session.

Jack Donen

Back to top

BRENT LEWIS: 'Like a Drum'

Det usædvanlige fænomen Brent Lewis er tilbage med sin 10. udgivelse. Han er speciel fordi hans "Ikauma" trommer er et sæt stemte trommer som han sidder omgivet af og spiller – melodisk – som man for eksempel spiller på klaver.

Hans første plade "Earth Tribe Rhythms", en soloindspilning, blev en slags kultplade, og hans musiceren er senere brugt i mange forskellige sammenhæng: af kendte filmdirektører, i TV serier, australsk ballet, af top canadiske isskøjtestjerner med mere.

Pladen her er som sædvanlig upåklageligt produceret og indspillet og har en decideret flot lyd. Her spiller han sammen med en del andre musikere, blandt andet synger Rita Coolidge på tre af numrene. Der er lidt jazzet klaver og saxofon på et par numre. New Age stemmelyd, funky bas og en meget poppet keyboard er andre af tilbuddene. Desværre, synes jeg, så lyder det hele både "behage-ligt" men derfor også jævnt hen altfor ufarligt.

Jack Donen (2002)

 

BRENT LEWIS & PETER WOOD: ‘Drum Sex – from the root to the fruit'

Californiske trommespiller Brent Lewis' første CD fra 1990, 'Earth Tribe Rhythms', blev lidt af et kultfænomen og den blev nydt, efterlyst og spillet langt oppe i 1990erne. Det er ufarlig musik, ville nogle måske beklage sig med, men på den anden side, så er det musik der kan sætte grundigt gang i kroppen, og spilles for fuld styrke, så selv naboen – måske – vil fornøjes.

'Drum Sex' er hans 12.CD, hvor han spiller omgivet af sine 22 selvskabte trommer. 'Ikauma­trommerne', som han kalder dem, er melodiske, tunede trommer, der gør at han faktisk kan spille melodier på dem. Han får her, som ofte tidligere, percussive hjælp på nogle af numrene, fra forskellige andre musikere. Dennegang fra didgeridoo-, congas-, spoons og jødeharpespillere, samt et par gange fra en guitar- og en keyboardspiller.

Integrationen med de forskellige er sømløst fyldt med enkel, forfriskende spilleglæde og Lewis viser igen sin opfindsomhed og evnen til sagtens at kunne fylde en plade med percussionslyde, så man glæder sig til næste nummer.

Jack Donen (2005)


Back to top


[ Katalog ] [ Sidste nyt ] [ Om Numen ] [ Bestillinger ] [ Engelsk version ] [ Startside ]