Se alle de andre gode tilbud på:



Africa Djolé




AFRIKA

Miriam Makeba


Du kan læse de følgende anmeldelser på sidste del af denne side:

Hugh Masekela: Sixty & Greatest Hits: Sydafrika

Njava: Madagascar

Circle Percussion & Anumadutchi: Holland /Afrika-Japan

AFRICA: Folk Music Atlas: Multimedia Book, CD-ROM plus 3 Audio CDs

Maryam Mursal: somalisk-dansk

Chris McGregor: Sydafrika

Hugh Masekela - The Lasting Impressions of Ooga Booga - Hugh Masekela - Black to the Future: Sydafrika

Galaxy: Senegal-Finland

Mahmoud Ahmed: Etiopien

Various Artists: 'Mandela': Sydafrika

og - foreløbig stadigvæk på engelsk - er følgende:

Bonga: Angola-Portugal - Fela Kuti (x 2): Nigeria - Salif Keita (x 2): Mali - Mohammed Wardi: Sudan - Valanga Khoza: Sydafrika - African Summit: Sydafrika

Men først nogle af de bedste Afrika titler hjemme på lageret

MIRIAM MAKEBA har, på mange måder repræsenteret det bedste ved sydafrikansk musik, i efterhånden 40 år. Hendes stemmes ladet, stærke energi bærer til stadighed den sydafrikanske "lyd", og rytmen og følelsen ved hendes folk. Homeland blev udsendt i det nye millenium, og giver kontakt til både det nye, og til alt det værdifulde ved det gamle. kr.159.-

AFRICA: Folk Music Atlas: Book, CD-ROM, 3 CD-Audio: Nu kommer der CD-ROM multimedia udgivelser, som giver mulighed for at vise os baggrunden for musikken, samtidig med, at vi hører den. (Læs anmeldelsen nedenfor).Velegnet til indføring og til undervisning. kr.580.-

MARYAM MURSALs dansk-somalisk verdensmusikalsk fusion med danske musikere i verdensklasse og stærke rytmer - bedste rytmiske plade i 1998 (læs anmeldelsen nedenfor) 159.-

BONGA - The Voice of Angola, 102% live: Vort valg af Årets Rytmiske Plade 1996. Denne plade byder dig festligt op til dans med gode, stærke følelser i en smuk blanding af brasiliansk, afrikansk og portugesisk. 102% live indspilning fra Bonga's koncert i Berlin, sommeren 1995 (læs anmeldelsen nedenfor) kr. 159.-

NJAVA er fem søskende fra Madagascar, som spiller så det er en nydelse at være med. Nærmest akustisk og rullende rytmisk, de er professionelle på en elegant måde, så man aldrig bliver træt af at høre dem (læs anmeldelsen nedenfor) 159.-

CIRCLE PERCUSSION & ANIMADUTCHI: En helt usædvanlig blanding af afrikanske og japanske trommerytmer. En fin indspilning, værd at høre for enhver der interesserer sig for trommespil (læs anmeldelsen nedenfor) 169.-

FARAFINA:(Bourkino Faso): Gruppens fantastisk præcise trommespil giver nogle hårdtslående danse-rytmer med rigtig bund i. Også meget til stede er en til tider hæs, bluesagtig fløjte, og mange længere forløb med 2 balafon'er (træ-zylofoner), hvis rytmiske klokkespil bare fortsætter derudad! Faso Denou er en klar "Numen"favorit. kr. 159.-

MASTER DRUMMER MUSTAPHA T. ADDY (Ghana): Bestil enten Royal Drums of Ghana med en større gruppe, eller den mere enkle Come and Drum. Vestafrikanske trommer til at danse til, uden fancy frills - de går bare til den.

Senest: Come and Dance, sammen med bl.a. Rolf Exler og Michael Kütner på percussion, plus andre bl.a. på trompet & bass, så gryden koger fint og fyldigt kr. 159.-

AFRICA DJOLÉ (Guinea): Igen trommemusik, og en decideret bestseller. Gruppens inciterende og hårdtslående trommespil kan give enhver lyst til at flytte med fødderne. Bestil enten deres første og kendte: Percussion music from Africa eller glæd dig til deres nyeste, Basikolo - Né Né. kr. 159.-

AJA ADDY er ghanesisk trommespiller, men også Tigari præst. På The Medicine Man spiller han sine healende rytmer til forskellige formål, så kroppen og psyken får en naturlig og tiltrængt lækker massage. kr. 159.-

THUNDER BEFORE DAWN: Rigtig sydafrikansk bymusik med indbygget lyst til dans. Forskellige grupper, men fælles for dem er den dybtslående, rytmiske baslyd, typisk for Sydafrika. Senest i serien, igen en pose gennemrytmisk musik og sang med dybbas, nu fra det nye Sydafrika: Jive Nation. kr.159.-

RHYTHM OF HEALING: West Nkosi fra Sydafrika spiller township jive. Sax og penny whistle med minder om den verdenskendte kwelamusik fra 60'erne. kr. 159.-

GUEM: Den nordafrikansk-franske gruppe spiller trommer & percussion på deres seneste, Baobab, så det ligner regndråber, der inviterer til dans. Eller prøv den kendte Best of Percussion, også en lidt blødere, rund og rullende udgave af vestafrikanske trommemusik, der har fået mange sofalyttere op og flytte på sig. Senest er Voyage - igen flot dansemusik. kr. 159.-

LADYSMITH BLACK MAMBAZO: Det berømte Sydafrikanske a capella mandekor - nyd deres harmonisk sensualitet, sjæl og rytme. For eksempel på Thandani kr. 169.-

ZAP MAMA (Belgium/Zaire): Dejlige belgisk-afrikanske damer der synger med humor, rytme og harmoni mellem stemmerne. Et kvindeligt Ladysmith Black Mambazo-kor der fortæller en historie hver gang. Deres anden plade, Sabsylma, er ligesom Zap Mama, en fornøjelse at opleve, fyldt med morsomme og altid afvekslende temaer. kr. 169.-

EARTH TRIBE RHYTHMS: Tåvrideren Brent Lewis er en amerikaner der spiller på sine stemte trommer, så kroppen, glæden og lysten tager en tak opad, og danselysten viser sig nærmest uundgåeligt. Thunder Down Under med didgeridoo er igen flot musik. Jungle Moon fejrer 'the Site of the Sacred Drum', med akkompagnement af vestafrikanske trommer - måske hans bedste siden Earth Tribe Rhythms, som i øvrigt har været vores alle tiders bestseller. Flere andre titler - se under World Music kr. 149.-

Back to top


ANMELDELSER

selected from Djembe, magazine for cross culture and world music:

(Du kan også læse dem på Djembe's hjemmeside)

HUGH MASEKELA

'Sixty':

Masekela er en af de store sydafrikanske ikoner, kendt og elsket mange steder, en helt der var gift med Miriam Makeba, dengang i begyndelsen af 1960erne, da de rejste fra apartheidstyret og viste verden værdien af sort sydafrikansk kunst.

Masekela spiller en helt usædvanligt inciterende, dynamisk levende og rytmisk stærk trompet, i en slags instrumental overførsel af sit folks sangstil. Som jeg tidligere har skrevet, så spiller han trompet ligesom han - og de - synger, men i en koncentrat af stemme og staccato rytmik, call and answer. Det gør, at man nogle gange sammentrængt på få øjeblikke, kan få lov at høre, og i sit indre øje se, hele skuespil af menneskelig interaktion. Spændende og medrivende.

Desværre virker det imidlertid som om hans musikere, i de seneste år, har haft svært ved at puste liv i de arrangementer han har arbejdet med.

I forhold til hans gamle plader og bestemt også hans live optræden, så virker musikken på flere af hans seneste plader - for eksempel på nærværende 'Sixty' - stillestående, ensformig og monoton, så selv de ellers spændende Masekela soloer ikke rigtigt kan redde den.

'Greatest Hits'

Derimod sker der noget andet i Sonys samtidig udgivelse, 'Hugh Masekela: Greatest Hits'. Det er nye indspilninger, men måske netop fordi den bruger mange arrangementer tæt på de gamle hits, så fungerer den bare meget bedre. Musikken virker mere 3-dimensionel, den supplerer og komplementerer både Masekelas spil og hans sang - som i øvrigt også på engelsk virker meningsfuld og interessant. Her "skaber" Masekela musikken, i en vekselvirkning mellem både hans stemme og hans trompet, og de andre musikere og korsangere.

Der er 14 numre på pladen, hans helt store hit 'Grazing in the Grass', men blandt andet også 'Stimela' og 'African Secret Society'. Musikken giver masser af gode oplevelser, melodier og ord, der huskes, ideer man kan beundre og som man får lyst til at høre igen. Tak for det.

Jack Donen - 6/2000

Back to top

NJAVA: 'Vetse'

Denne plade bliver én af årets verdensmusikalske klassikere, og gruppen én af de nye højt oppe på genrens stjernehimmel.

Njava er fem belgisk-baserede søskender fra Madagaskar, der i øvrigt spiller i København d.15. april 1999 i Radiohuset på Frederiksberg. 'Vetse' er en uprætentiøs men gennemført musikalsk plade, ikke højtråbende men lyrisk fængende, ikke hårdtslående men syngende og rullende rytmisk.

Musikken er etnisk men moderne, musikernes håndværk er kunst, og de fem hænger sammen som nogle der virkelig kender hinanden ind og ud.

Drengene/mændene spiller forrygende guitar, bass og multi-percussion, mens søstrene synger - samt kalder, griner og bruger rytmisk åndedræt. En indbydende, charmerende leg, musikken fylder rummet med velbehag og tilfredshed. Hvad mere kan man ønske?

Vi ses til koncerten.

Jack Donen

Back to top

AFRICA: Folk Music Atlas:

Book, CD-ROM, 3 CD-Audio

En omfattende rundrejse kræver en omfattende præsentation. Hele Afrika på en gang lyder voldsomt, men denne indføring virker ikke overvældende men tværtimod både gennemført professionel og teknisk overskuelig, og trods alt med mange fine detailjer.

Fin til indføring og for eksempel til undervisning.

Musikalsk er den dog alligevel kun en introduktion, som giver mange smagsprøver - der er 40 skæringer på de tre CDer og nok tæt på det samme på CD-ROMen - men selvfølgelig ikke fordybelse i noget enkelt emne. Måske med undtagelsen af trommespil. Naturligt nok, fordi trommespil som fremtrædende ingrediens indgår i så mange afrikanske musikalske sammenhæng.

CD-ROMen dækker fem hovedområder: etnohistorie, det afrikanske folks musik, sang, musikalske instrumenter og ny afrikansk musik. Der er en stor mængde informationer, igen delt op i mindre områder, om hver af de nævnte emner.

Desværre har der åbenbart ikke været plads til videosekvenser, som på den anden nylige Amiata udgivelse, MOROCCO: "Sounds from an Ancient Land", anmeldt på Islam siden. Til gengæld er der her, til alle tekstafsnit, op til flere musiksekvenser, som oftest virker velvalgt og inspirerende på lytteren. Musikudvalget på audio-CDerne dækker med få undtagelser præsentationen på CD-ROMen, og det skal understreges, at producerens ide mere har været at præsentere den "oprindelige" folkelige musik, end storbyernes musik, og derfor er udvalget af moderne musik forholdsvis skrabet.

Der er overraskende mange gengangere, ikke af numrene, men af musikere og grupper, på audio-CD skæringerne. Musikken er bestemt illustrativ - og kvalitetsmæssigt i top. Og så spørger man sig selv om gengangerne kommer fordi det har været billigere at gøre det på dén måde. Men musikken er ellers, som sagt, helt fin og varieret, og der er valgt en del af de bedste og kendteste musikere og grupper.

Igen: en fin indføring, god til undervisningsbrug - og hvem ellers end det offentlige ville da også betale de næsten fire gange almindelig CD pris, som samlingen koster?

Jack Donen - 6/99

Back to top

CIRCLE PERCUSSION & ANUMADUTCHI: 'Drums of the world'

Jeg tror at enhver der interesserer sig for trommespil, eller sågar for rytme i bredeste forstand, vil kunne finde noget spændende ved denne plade.

Et samspil mellem to meget forskellige traditioner - afrikansk og japansk. Og ikke bare et møde mellem to traditionsrige måder at skabe klangfarver og mønstre af klangfarver på - men også rent rytmisk set, et møde mellem de syncoperede afrikanske, med de oftest mere "straight" japanske rytmer. (Bemærk: syncoperet forstået som det, der sker, når vi skifter vægten fra et taktslag, der normalt er stærkt til ét, der normalt er svagt - eller når vi undlader at accentuere et normalt stærkt slag).

Selv den gamle hæderkronede minimalist, "love him or hate him" Steve Reich, dukker kompositorisk op. Hans - efter min mening - interessante, men følelsesmæssigt tomme strukturer, bliver smukt fyldt ud og komplementerede af det afrikanske element, så musikken for en gangs skyld føles ikke bare hel, men det bliver også en spændende oplevelse, at følge kompositionens udvikling.

Circle Percussion er interessant nok ikke en japansk gruppe, men hollandsk. Den blev dannet i 1973 af musikere inspireret af japanske taiko-tromme grupper som de kendte Kodo og Ondekoza grupper (se Ondekoza anmeldelse andetsteds i bladet). Gruppen her er da også imponerende professionel og vel værd at høre i eget regi. Anumadutchi, også baseret i Holland, er en blandet afrikansk-hollandsk gruppe, der har gjort meget ud af at lære forskellige både afrikanske og vestlige traditioner og instrumenter at kende. Foruden en omfattende brug af djemben her, spilles der blandt meget andet på mbira fra Zimbabwe og timbila-xylofonen fra Mozambique.

Alt i alt et flot og spændende eksempel på ægte verdensmusikalsk fusion.

Jack Donen - 2/99

Back to top

MARYAM MURSAL: 'The Journey'

Kort og godt: 'The Journey' er en plade der definitivt sætter Maryam Mursal på verdensmusik-kortet deroppe blandt stjernerne - og Danmark i øvrigt med.

Den er da også meget forskellig fra hendes gruppe, Waaberis første plade, der udkom i eftåret 1997, og viste os rødderne i hendes hjemland, Somaliens folkemusik. Her er det akustiske til gengæld nærmest ikke-eksisterende, og med en vægtig tilstedeværelse af danske musikere, brydes der igennem på pladen, til en funky og elektrorytmisk og ægte verdensmusikalsk udgave af musikken og musiktraditionen fra den moderne Afrikas Horn.

I Somalien, Etiopien og Sudan har amerikansk popmusik, jazz og soul i mange år påvirket den lokale musikscene. Vi har hørt det i udgivelser af store navne som Abdel Gadir Salim og Abdel Aziz el Mubarak fra Sudan, og senest i efteråret fra den etiopiske stjerne Mahmoud Ahmed. Og her har vi den så endelig i en helt nutidig og ultraprofessionel blanding fra - Danmark! Med Peter Gabriels Realworld studios vidtfavnende faciliteter i ryggen kommer vi en tur til den arabiske Afrika, med ærkearabisk strygeorkester styret (ja) af Claus Holten Hansen, "amerikansk" blæsergruppe af noget der hedder The Kick Horns, og ikke mindst de mange flotte arrangementer som Maryam Mursals danske manager og medspiller, bassisten og keyboardspilleren, Søren Kjær Jensen, har skabt.

Her i foråret vil Realworld lancere den 45 årige Maryam Mursals kraftfulde, selvsikker stemme, i en omfattende tourne rundt om Europa og USA, og gør hende til det nye stor verdensmusiknavn. Rent faktisk er hun i forvejen et stort navn i Somalien, Etiopien og Sudan. Hun har været med i det somaliske nationalteater, men flygtede fra det borgerkrigsramte land over Kenya og Etiopien, og kom til sidst til Thorkild Simonsens by i Danmark for 6 år siden.

Her og i England dannede hun sammen med andre somaliske flygtninge med baggrund i nationalteatret, gruppen Waaberi. De kom til Peter Gabriels på Realworld via en video, de havde lavet sammen med Søren Kjær Jensen. Videoen var da også baggrunden for, at Maryam Mursal vandt prisen som årets flygtningekunstner på Verdens Musikfestivalen i Vejle i 1996.

Og her, efter min mening, er det fantastisk flotte resultat, klart internationalt i format. Som P3 i øvrigt netop har valgt som vinder af titlen Absolute World musik for april måned.

Søren Kjær Jensen, der er bassist, arrangør, programmør, producer, manager og praktisk hjælper for Maryam Mursal, har fortalt i Jyllandsposten at de musikalske strømme, som smelter sammen på pladen, har baggrund i Nordamerika, Sydamerika, i den arabiske verden og på Afrikas Horn. Han blev derefter spurgt, hvor er Nordeuropa i den smeltedigel? "Søren Kjær Jensen tøver lidt og kommer så med det svar, at der en en god portion dansk nysgerighed over for andre kulturer."

Et alt for selvudslettende svar, oplever jeg. Jeg tror at nysgerrigheden går på, at danske musikere idag nærmest som en selvfølgelighed kommer i forbindelse med alverdens musiktraditioner, at jazz, James Brown og techno, men også sigøjnermusik og afrikanske rytmer ligger lige for, for den hvis nysgerrighed er iorden.

Men udover en omfattende og multinational musik"pædagogisk"miljø, så tror jeg der er nogle andre kvaliteter det gør sig gældende i Scandinavien, noget med en professionalistisk opmærksomhed på detailjer, samt overblik - dvs evnen til velproportioneret at kunne sammensætte elementerne i en opgave.

Måske er det det samme overblik, den samme særlige æstetisk sanselighed og opmærksomhed på detaljer, som sætter danske lydteknikere deroppe blandt de bedste i verden, og som kommer blandt andet til udtryk i begrebet dansk design, som for eksempel også japanerne, med deres egen forfinede udgave af samme egenskaber eller særtræk, sætter meget pris på.

I alle tilfælde viser 'Rejsen' sig som en spændende, en fængslende og dejligt ofte inciterende blanding af afro-arabisk og vestlig musik. En særlig rejse hvor man dykker ned i en musikalsk og rytmisk pærevælling/potpourri, der efterlader sig den slags søde, pikante smag af alverdens kryderier, som "fordøjelsessystemet" aldrig bliver træt af.

Jack Donen

Back to top

HUGH MASEKELA: 'Black to the Future'

Som sædvanlig, catchy tunes fra sydafrikansk forhenværende eksiltrompetist, -sanger og -komponist Hugh Masekela. Insisterende, hypnotiserende rytmer indbygget i stemmen og i musikken. Den kan måske virke lidt stillestående, for den udvikler sig ikke med den dynamik Masekela normalt finder frem. Men det er mere langsomme, tænksomme numre, skabt til en sen aftens kropsbevidsthed, sammen med din yndlingsdansepartner.

Jack Donen

Back to top

Og så et par meget velkomne genudgivelser på CD, af musikken fra to store sydafrikanske jazzmusikere, Chris McGregor og Hugh Masekela:

CHRIS McGREGOR AND THE SOUTH AFRICAN EXILES: 'Thunderbolt'

Den nu afdøde Chris McGregor var en samlende kraft for en blandet gruppe jazzmusikere, fra sidst i halvtredserne i Sydafrika, senere i London med Brotherhood of Breath, og med mellemrum frem til hans død i Frankrig i 1990. Her samlede han en gruppe til en koncertturne i 1986 i Tyskland, af rene exilsydafrikanere, Thunderbolt.

CDen, optaget på en koncert i Mainz, er en opvisning i sydafrikansk musikkultur. Og netop musikkultur er det rigtige udtryk, fordi musikerne improviserer her ikke kun i selve musikken, men også i hele deres måde at støtte, følge, akkompagnere og i det hele taget i deres måde at lege musikalsk med hinanden.

Det sidste, lange nummer starter for eksempel med en grundlæggende rytmisk frase på klaveret. Ovenpå klaveret leger så trompet og saxofon lidt kontrapunktalt med hinanden, indtil saxen klart og stærkt skaber melodien. Så kommer sangeren, stadigvæk understøttet og provokeret af saxofonen. Når det hele sidder som det skal, overlader saxofonen melodien til sangeren, godt anspore af klaveret og nu også den så typisk sydafrikanske dybtstødende baslinie. I baggrunden hører man blandt det mere anonyme publikum, andre eksilsydafrikanere slutte sig til med stødende fløjtelyde. Det hele slutter med sangerens krav om "Amandla"! Freedom!

Det var i 1986.

Ikke længe før var Mcgregor's gamle kollega, trompetisten Mongezi Feza død. Senere i 1986

død den danskgifte bassist på denne plade Johnny Dyani. I maj 1990 døde McGregor og en måned senere hans mangeårige kompagnon, altsaxofonisten på denne plade, Dudu Pukwana. Der er nogen, der taler om, at de døde af deres exil, i kampen for forandring. Men ikke forgæves. For i februar 1990 blev Nelson Mandela frigivet. Og resten er som bekendt, historie.

HUGH MASEKELA: 'The lasting impressions of Ooga Booga'

Hugh Masekela var i en helt anden exil. Den startede også i London, men blandt andet ved hjælp af sangeren Harry Belafonte flyttede han, 21 år gammel, til New York, hvor han studerede på Manhattan School of Music. Fem år senere, i 1965, kom denne live indspilning ud af en aften på the Village Gate. Musikken er helt nutidig og relevant.

Masekela er nok jazz musiker, men til gengæld så klart afrikansk - og desuden sig selv. Han spiller trompet som var det han sang, men i en koncentrat af stemme og staccato rytmik, call and answer. Og altsammen skabt af ham selv, igennem "maskinen" - trompeten. Det gør, at man nogle gange koncentreret på få øjeblikke, kan høre og i sit indre øje se hele skuespil af menneskelig interaktion foregå. Spændende og medrivende.

Hans tre amerikanske medspillere, Larry Willis på klaver, og Harold Dotson og Henry Jenkins på henholdsvis bas og trommer lytter godt efter, og skaber et fint rum som Masekela fuld ud udnytter.

Han er nu tilbage i sit hjemland, og underviser yngre kræfter på University of Natal. Hvor er det underligt at mærke, hvordan den gamle (britiske) kolonimagts institutioner kan overtages og udmærket bruges af den kultur, de i så mange år udelukkede fra overhovedet at komme til ord. Som primitiv, forældet, unyttig, uciviliseret. Så Gud alene ved hvilke af den åndelige dovenskabs, hovmods og blindheds træk, der har motiveret europæerne til at føle sig moralsk berettiget til en sådan gigantisk nedladendhed.

Det er denne utrolige nedladenhed Masekela refererer til i sin titel: "The lasting impressions of Ooga Booga"

Dynamisk, levende musik. Nyd en aften med Hugh Masekela.

Jack Donen

Back to top

GALAXY: 'Nobeel'

Der sker flotte ting, også i Finland, indenfor verdensmusikken.

Her er det mbalax fra Senegal. Syv musikere, der viser hvordan rytmen og sangene skal være, og så med flotte blæserarrangementer til seks blæsere skænket af de finske værter.

Og det bliver til: Masser af talking drums, kora-agtig guitar, en jazzet finsk blæsersektion, smuk a capella blues sang og selvfølgelig er der jali klage-toner. Der er mange spændende momenter på denne velindspillede, rumlige plade. Måske især den elegante forevisning af, hvordan trommerne skal spilles, men jeg synes også, at Pape Sarrs kompositioner hænger ved, samtidig med, at hans basspil hele vejen igennem giver musikken et ordentligt bund.

Det er levende trancemusik fra de, der kender den. Og et fint eksempel af en gammel tradition, der har kunnet forny sig.

Tak igen til Global for deres gode smag.

Jack Donen

Back to top

MAHMOUD AHMED: 'Soul of Addis'

Lige fra jeg første gang hørte etiopisk musik har jeg været solgt. Mahmoud Ahmed er en af de største sangere. Han var da også, foruden Aster Aweke (hvis nyeste indspilning vi håber snart at kunne anmelde), en af de første, jeg dengang hørte. Det var på et billigt lokalt kassettebånd, og det er glædeligt, at man nu endelig kan få ham på CD.

En af de særlige oplevelser ved etiopisk musik er deres tizita, eller bluessang. Et fint og elegant følelsesudtryk, der til fulde viser den etiopiske sjæls romantiske natur. Hvor fornemmelsen for livets tragiske dybde afbalanceres ved en samtidig modighed, tapperhed, stolthed, stædighed.

Mahmoud Ahmed siger "Even when I hear others sing tizita I'm overwhelmed with emotion. When I perform a tizita song, I lose myself in it. I try to play tizita in its many variations. It's my favourite soul music".

Og det meste af det lyder som tizita for mig, outsideren. Både når musikken er balladeagtig, men også når den er mere stærkt rytmisk. Så også jeg fortaber mig i den - hele tiden.

I retfærdighedens navn skal imidlertid nævnes, at pladen består af flere forskellige stilarter, både tizita og ambassel med deres chichika Amhariske rytmer, der er et reggaenummer, og så er der Gurague, med dens ret vestlige hoppende rytme.

Sangene har således hver sin særlige rytme. På en bund skabt af basguitar og trommer høres sangerens rytmiske stemmeføring, i en konstant udveksling med en gruppe messingblæsere, der spiller en slags kontrapunktale jazz-riffs. Så lytteren vugges af det konstante modspil mellem sangeren og blæserne.

Etiopisk musik er en helt særlig oplevelse.

Jack Donen

Back to top

VARIOUS ARTISTS: 'Mandela - son of Africa, father of a nation'

Pladen er lydsiden fra dokumentarfilmen af samme navn, som i april måned fik premiere i Europa. Filmen handler om Nelson Mandela, hans liv og gerning - mens der på CDens 26 numre præsenteres sydafrikansk musik fra 50erne til 90erne, altså igennem de fire årtier filmen åbenbart især handler om. Det er musik, Mandela selv har lyttet til, samt musik, der handler om ham selv og den frihedskamp, han har været symbol for.

Der er tre slags musik på pladen:

- Omkring en tredjedel er fra 50erne, hvoriblandt flere jazz numre, der viser at Sydafrika allerede dengang havde sin egen - ægte - jazztradition, med sin egen markante sound. Det var en lyd, der måske blev mest kendt i vesten gennem Miriam Makebas eksmand, eksiltrompetisten igennem 3 årtier, Hugh Masekela. Og netop den uovertrufne Masekela står for flere af de gamle såvel som nye indspilninger på CDen.

Blandt de ældre indspilninger bemærker man ellers de mange eksempler på vokalgrupper (blandt andre The Skylarks med en tidlig Miriam Makeba), hvor man kan høre den sydafrikanske a capella-harmoniseren, med sin rige tonale fylde, dybde og sprødhed. Dette var lyden som efter Paul Simons plade gjorde gruppen Ladysmith Black Mambazo så kendt.

- En del korte numre er komponeret til selve filmen. Det er fortrinsvis lyd"flader", de fleste består af korte sekvenser med a capella sang.

- Den sidste tredjedel er moderne popsange, men med politiske budskaber. De har styrket anti-apartheid bevægelsen (for eksempel 'Toyi Toyi Mix' med ANC Choir), styrket vælgerbevidstheden (for eksempel 'Phansi Ngodlame' med "bubblegum pop" stjernen Babsy Mlangeni og førnævnte Masekela i smukt samarbejde), og ikke mindst priser mange af sangene Mandela selv (for eksempel 'Black President' med Brenda Fassie).

Pladen strækker sig enormt både tids- og stilmæssigt, men som musikalsk billede af Sydafrika hænger den sammen, i kraft af den særlige lyd, man kender dernedefra. Den hænger også sammen ikke mindst i kraft af den fælles bevidsthed og følelse, de fleste - også europæere - har, om det modbydelige system, apartheid var.

Det Mandela har givet os allesammen, er et håb om at venlighed og kærlighed, budskabet om menneskets broderskab, er noget der er værd at kæmpe for, en tilstand vi alle dybest set ønsker, og en følelse der i den sidste ende kan sejre.

Sydafrikas smukke musik er udtryk for alt det, der er værd at dele mellem mennesker. Der er masser af det dernede, og 'Mandela' er en smagsprøve.

Jack Donen

Back to top

SYDAFRIKA: 2 opsamlingsplader

Sydafrikansk musik er altid præget delvis af a capella sang og de vokale gruppers smukke harmoniseringer, men også rytmisk af en karakteristisk tungtslående baslyd, der går helt inde og flytter på kroppen. Og så er jazztraditionen i Sydafrika nok den i Afrika, der er tættest ved den jazz vi kender i Vesten - helt inde i det folkelige mærker man det, for eksempel i den rytmiske hypnotiske gentagelse - vokalt og instrumentalt - som let frembringer minder, om jazzmusikeres riffs, der skal drive og incitere solisten såvel som publikummet rytmisk frem.

VARIOUS ARTISTS: 'Afrique du Sud - Jive Township'

'Afrique du Sud' compilationen består af en rejse gennem nutidig sydafrikansk musik, der også har et historisk perspektiv. Mbaqanga er der selvfølgelig, med Mahlatini, men også ren a capella, og så flere numre baseret på disse ældre sangformer, men omgivet af elektriske guitarer og baslyden - "néo-traditionel zoulou" er det franske Mélodies rammende beskrivelse her. Der er flere eksempler på både ældre og smuk nutidig sydafrikansk jazz, med blandt andre Malombo og Orchestra Mundo. Lidt verdenspop, en enkelt ren sydafrikansk dub nummer, Lucky Dubes reggae og Soul Brothers, der gør deres lidt frenetiske ting, og sidst men ikke mindst så står den lidt ældre Dolly Rathebe stadig stærkt med hendes hypnotiske, autoritativt marabisang.

Alt i alt en samling hvis vægtning på det ikke altfor elektriske passer godt i denne anmelderes smag.

VARIOUS ARTISTS: 'The Music of South Africa - The Rough Guide'

I 'The Rough Guide', har World Music Network, uden at gøre køberen det særligt klart, lavet en egentlig historisk compilation. Det vil sige, et udvalg der starter et sted i begyndelsen af tresserne med helt oprindelig pennywhistle jive fra Spokes Mashiyane, der dengang gjorde kwela verdenskendt, og fortsætter med blandt andet en samtidig, men ugenkendelig falsetsyngende Miriam Makeba, dengang medlem af the Skylarks. Igennem flere ældre indspilninger kommer vi efterhånden frem til halvfjersernes og firsernes mbaqanga og bubblegum, soul og jazz. Numrene bliver efterhånden mere polerede, men fremviser stadigvæk decideret den "oprindelige", etniske lyd, dog ligesom på 'Afrique du Sud', i "neo-traditionel" form.

Desværre virker den ret tilfældige rækkefølge af numrene på CDen ikke til de ældres fordel. Kontrasten med de nyere numres mere 3-dimensionelle indspilningsteknikker gør, at de ældre numre lyder unødvendigt svage og uinteressante, og det gør pladen til en ikke så helstøbt oplevelse som den man kan få på andre sydafrikanske compilationer.

Jack Donen

BONGA : 'Swinga Swinga' -The Voice of Angola 102% Live

This is a record that's hard to stop playing.

Born in Angola, Kuenda Bonga is a living fusion of Angola, Portugal and Brazil - a cultural fusion called "Lusophone" in the Portuguese-speaking parts of the world. He's released more than a dozen albums over the past 20 years or so, and deserves much more notice in this our part of the world, than he's had. This is living music, 102% live and full of everything that brings life to the ears and heart and feet of whoever is lucky enough to be listening.

He has a powerful "presence" and an enormous amount of energy that he conveys constantly to the audience through his distinctively husky voice. A voice whose warmth is combined with the kind of Latin sentimentality, with a touch of gypsy/flamenco in it, that we know from the Gypsy Kings for example. Especially clear on 'Praca', a song from the Cape Verde islands.

The sound of the band is authoritatively, sensuously masculine. The musicians play very closely together, yet each can weave his way forward at times, and play something really worth hearing, in a way that seems very African (and has been refined in the concept of the jazz solo). To hear Alfredo open a number with a rhythmic play of his bass is to be transported immediately into quite another world - to be filled with the exotic "Lusophone" culture, which is the culture shared by the Portuguese in Africa and Brazil

Difficult for this reviewer to hear without the feeling of South Africa coming up. Yet the Brazilian salsa rhythms are all over the place, brought to us courtesy of a wide variety of percussion instruments, African and Latin American.

Then there's the husky, bluesy saxophone, the flute, and the Latin guitar who is also no stranger to the blues. But I stop now, with the realization that trying to describe this wonderful mixture of so many of the good things in musical expression, becomes like describing the details of a beautiful woman's features - the beauty gets lost in the concreteness of the details.

This recording was made live at the HeimatKlänge festival in Berlin last year, the technical quality is excellent, and the dynamic warmth of Bonga's personality and his constant on-stage communication both with the band and the audience are clearly essential in giving the music its persistent drive and joyous lift.

So this is an example of the "Lusophone" culture. Let's have more of that, please. LusoMania for me! At this point in time I can't imagine it being overdone - as my rhythmic disc of the year.

Jack Donen

Back to top

FELA KUTI: 'Fela's London Scene'

This is the second in a series of reissues by Sterns of London, of the works of the "outspoken Nigerian superstar", Fela Anikulapo Kuti. After "The '69 Los Angeles Sessions", his popularity continued growing, and EMI financed a trip to London, and this - now digitally remastered - recording session in 1971.

Fela's international stature has been based not only on his musical production, but perhaps almost equally on his role as a fearless rebel, a challenger of the political regimes in his country, both military and civilian. Starting out as a promoter of Africanism and pride in black culture, he became more and more critical through the years, of those in power, accusing them, also in his music, of corruption, incompetence and of not caring about the people they ruled.

He used for example the name of a multinational company in his song "ITT", creating the refrain "International Thief Thief" to explain what he meant. And the political/military establishment in Nigeria responded in kind, with harrassment, intimidation, by raids on his compound (his mother was once thrown out of a 1st floor window) and finally by jailing him for 2 years in the eighties.

Another aspect of Fela's showmanship, bound to impress a European audience, has been his 27 wives, perhaps fittingly employed as chorus girls on the stage with his Africa 70 band.

But Fela's musical reputation can only partly be explained by his flair for political and otherwise showmanship. The unreserved challenge of his message is matched by a powerful expression. Perhaps not so much in the sound of his saxophone, as in his vocal interaction with the band. The way he "plays" it is masterful - interlacing his words and song with patterns of riffs from the brass section, and with a broken rhythmic intensity of bass and drums. All together creating a driving insistence of sound and rhythm, with constant small changes in the patterns, that hold the listener's consciousness, and keep the listeners body awake and moving.

There is quite a difference here, from "The '69 Los Angeles Sessions", where the music much more softly and roundly shows off Fela's jazz background. Here it's obvious that Fela returned home from Los Angeles with a stack of sounds from the great James Brown. And that he studied them carefully. Most obviously reflected in the funky electric piano, at that time an interesting innovation. But besides that, the rhythm is now much sharper, more punctuated, the bass line broken, often with a lot of space in between short, sharp riffs, re-creating the "cooking" suspense of James Brown's special brand of funky soul. Enjoy for example the long "Egbe Mi O" in this style (it has the help of Ginger Baker by the way).

But make no mistake, Fela Kuti makes the new mix an African one, he's himself in it, telling his band what to do, and when, telling the world his thoughts about Africa. And giving us others something musical to move along with. You don't forget Fela easily, once you've made the connection. This is still music to be heard, and danced to.

Jack Donen


FELA KUTI: 'He Miss Road'

This is the third of Sterns' re-releases of the Nigerian "superstar" Fela Anikulapo Kuti's music. He Miss Road stems from 1975, in the middle of a very productive period lasting about 4 years, during which he released no fewer than 22 recordings!

At this time, he was beginning to be a well-known figure, not only nationally, but also on the international scene, with his Afro 70 Band, which played the genre developed from his personal concept: "Afro-beat" - a jazzy mixture of African and big band music. (Note that the number in the title, Afro 70, not only refers to the 7th decade of the Century, but actually also to the number of members of his band - including his 27 wives)!!! The basics of the style includes not least Fela Kuti's own funky sound on sax and electric piano.

On this recording, he's first and foremost a musician, and his political texts, which were actually at that time a part of his trade mark, are here limited to injunctions to remember to be friends with each other, and to help each other.

The numbers are long, and the rhythm hypnotic - whether the bass is playing soul or reggae rhythms. And the music keeps the mood "cooking", in the way James Brown does it, though a little more softly here. A lot of focus on the rhythm group, and not so much on the wind section backing, behind Fela's many forceful, jumping solos.

Thanks to Sterns once more, for an obvious choice for Fela fans.

Jack Donen

Back to top

SALIF KEITA: 'Folon...The Past'

On the heels of his compilation release 'The Mansa of Mali - a Retrospective' (see Djembe no.14), comes Salif Keita's newest: 'Folon...the Past'.

Folon shows a further development in the music of Salif Keita. His voice is perhaps a shade more relaxed now, but still filled with the well known sense of power and intensity that he always generates. In the ballads, his voice expresses a fine simplicity of feeling. Reading the translations of what he sings highlights the poetry of his texts, and reveals a man engaged in expressing the spiritual values of Africa. A griot not born, but self-made.

The instrumental side of the music also represents a further development. Making thorough use of the possibilities of studio recording techniques of the 90's, to be an expression of Africa in the world today. It's electric, very electric, if that's your bag. And simple, yet complex.

Simple because melodically straightforward. On the other hand, the percussive effects are extremely complex, they're not only created by drums and bass, but in fact by all the musical instruments, wind instruments, guitars, balafon, even the backing vocals can be percussive in character. So at its most danceable, and there's plenty of that, the record presents one of those multidimensional rhythmic images that are designed to put all your body parts, separately, at work.

To quote from the press material: "Keita likes to use the metaphor of a tree to describe the routes of music. The roots are African music, the trunk is jazz, the branches and the leaves are funky, reggae and other modern styles". They are all there on this album.

Jack Donen


SALIF KEITA: 'The Mansa of Mali... A Retrospective'

Soro, his most well-known recording, has been called "Seamless high-tech arrangements". A bit too condescendingly, I think. To me, the best of his recordings are like some pieces of Af-rican art. Strikingly simple, sensually rounded and smooth, but with a charge that can lift and take you into places you know you want more of.

His singing style is of course similar to the jalis of Mali, his home country. The voice is insis-tently powerful and penetrating. He keeps his voice separate from the rhythmic base of a num-ber, floating and driving around and above it. But always projecting a sense of meaning in it, even to the listener who can't understand a word of his song.

Varied on this CD, as it is, from a couple of acoustic recordings, to Joe Zawinul's electric disco productions, the music is always eminently danceable.

The compilation is made up from 5 different recordings, stretching over 15 years of Salif Keita's career. The earliest one, Mandjou, (1978), from his time with Les Ambassadeurs, is a 12 mi-nute long, softly stretched out electric blues number. It makes this record worth having all on its own, for anyone who knows him, and wants more. The other takes are from Soro (1987), Ko-Yan (1989), Amen (Zawinul's electric Weather Report from 1991 - these two numbers are of course, the least African in feeling), and 3 tracks from the soundtrack album of L'Enfant Lion (1993).

Jack Donen

Back to top

MOHAMMED WARDI "LIVE" IN ADDIS ABABA: Songs from the Sudan

Mohammed Wardi's records have sold more than 20 million copies over a thirty year career in the Arab world and in the African Sahel region. A living legend, he has performed to crowds of up to 300,000 people. So if you don't already know him, here's your chance.

This is big band Sudanese music, and it'll easily remind you of Abdel Aziz el Mubarak, or Abdel Gadir Salim, if you were lucky enough to enjoy his Merdoum music concert in Pumpehuset, during Copenhagen's last Images of Africa festival. A kind of plaintive big band jazz sound, also familiar to us from the blues of Ethiopia, with their common mix of jazz with reggae, calypso and the Far East. (Although the Ethiopian music I've heard seems to have more a combo, than a big band approach).

Wardi's band comprises a 7-man string section, electric bass, accordion, bluesy electric guitar, 2 saxophones, trumpet, percussion and drums. Of course, the large string section and Wardi's voice dominate the music, but the other musicians don't just comprise an anonymous group sound. Some of the exchanges between, for example, strings and guitar, or strings and sax, are simply wonderful pearls of musical feeling, as well as being surprisingly close to Western blues and jazz.

Rhythmically the music is deceptively simple, based as it is on a hypnotically insistent clapping effect. But underlying the consistency of the clapping are continually changing elements, with new riffs, new incisions with each change of instrument, and with each solo instrument playing around with the rhythms. The result is that it really swings, and it just goes on and on, and if it's your scene, you'll be wanting it to do just that.

Jack Donen

Back to top

VALANGA KHOZA: 'Sebe'

An enthusiastic audience during the Images of Africa festival in Copenhagen last year, confirmed that South African born Valanga Khoza easily had the musical calibre to entertain them standing solo on the stage.

This CD confirms that as a teacher he's been able to create a beautiful life support system in his adopted country, Australia. The backing group may be mostly Australian, but the music is filled with the feel of South Africa. And this at the rather unusual level of what one might call "folk music".

This is not the big city music you normally hear from South Africa, but ballads, blues and hypnotic dancing rhythms from the country. The backing is varied, and filled with many of the richly inventive rhythmic and percussive sounds and effects, both vocal and instrumental, that make South Africa so wonderful and special an experience.

Enjoy.

Jack Donen

Back to top

VARIOUS ARTISTS: 'African Summit'

From a (prejudiced) South African, a long way from home, and with an itch in his dancing feet: This is township jazz, beautiful swinging, big band sound. Full of the rough, grinding tones of alto and tenor saxes, with lots of space for the soloists to wind their way around the room, and your legs, making up jumping songs as they go.

Besides that, and not enough of it, the silver strings of a single guitar and an occasional throaty flute with blues in its soul. The rhythm section, solid jazz piano, powerful bass and an old fashioned, finely tuned, sip-sipping, clicking and dumping set of jazz drums.

The only information on the cover is the names of 10 musicians - not even their instruments. From other recordings, I recognize three of them: Barney Rachabane on alto, Duke Makasi (he's played with Dollar Brand/Abdullah Ibrahim) on tenor, and Winston "Mankunku" Ngozi (who can do an all-American John Coltrane so you can't tell the difference) also playing tenor sax.

A call to KAZ further revealed only that the recording was made recently, at a concert in "Bop" - Bophutaswana, one of the old Bantustans, near Johannesburg. The crowd loves them - I love them. This is jazz from South Africa, one of the best places to hear it.

Jack Donen

Back to top


[ Katalog ] [ Sidste nyt ] [ Om Numen ] [ Bestillinger ] [ Engelsk version ] [ Startside ]